Home / Økonomi / Politikere række økonomisk håndsrækning til torskefiskere

Politikere række økonomisk håndsrækning til torskefiskere

Situationen for torskefiskerne i Østersøen er fortsat alvorlig, og derfor er regeringen og Folketingets partier klar med en hjælpepakke på 10,8 mio. kr.

I 2017 blev kvoten i den vestlige Østersø reduceret med 56 pct., mens kvoten i den østlige del blev reduceret med 25 pct. I 2018 videreføres kvoten i den vestlige del, mens kvoten i øst reduceres med 8 pct. Og det sker ydermere i kølvandet på nedskæringer i årene før.

Derfor døjer danske torskefiskere i Østersøen med konsekvenserne af den store reduktion af kvoterne i 2017. I 2017 blev der derfor afsat de såkaldte “De minimis-midler” til hjælp til fiskerne.

Nu har Regeringen og alle Folketingets partier fundet 10,8 mio. kr. til en økonomisk kompensationsordning til hjælp for de berørte fiskere. Ordningen kommer i tillæg til den kompensation, der blev udbetalt i 2017.

Kriterierne er de samme som kompensationsordningen for 2017, men ordningen udvides til også at omfatte fiskere, som på grund af fartøjsskifte, var udelukket fra at modtage støtte i 2017. Under deminimis ordningen kan der maksimalt udbetales 220.000 kr. pr. virksomhed over en 3-årig periode. Der vil derfor være fiskere, som på grund af støtteloftet, ikke vil kunne modtage støtte i 2018.

Læs hvad Danmarks Fiskeriforening mener om ordningen

Efter ordningen trådte i kraft i 2017 opstod et ønske fra Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri og Danmarks Fiskeriforening PO om at justere ordningen, således at den også omfatter fiskere, der har skiftet fartøj i reference-perioden. Dette imødekommes nu og betyder konkret, at kompensationen i 2018 udregnes med udgangspunkt i fiskerens landingsværdi af torsk fra Østersøen i referenceperioden, hvor den i 2017 blev udregnet med udgangspunkt i fartøjets landingsværdi.

Yderligere tilføjelse af kriterier vil øge ordningens administrative kompleksitet og åbningen af ordningen og udbetaling af tilskud vil blive forsinket.

Udover økonomisk kompensation er der etableret en ”bytteordning” for at skaffe ekstra torsk til de fiskere, der er særligt berørt af nedgangen i torskekvoten i den vestlige Østersø.

Kriterier for tilskudsordning til kompensation for  torskefiskeriet i Østersøen 2018

Kompensationsordningens kriterier i 2018 tænkes at følge de samme kriterier som i 2017, dog med en opdateret referenceperiode[1] og inddragelse af fartøjsudskiftninger. Udgangspunktet for kriterierne er, at fiskere, der er omfattet af ordningen, skal være særligt berørt af reduktionen i torskekvoterne i Østersøen.

Derudover vil det på grund af ønsket om at inddrage fartøjsudskiftninger være en tilskudsordning efter ansøgning og ikke en udbetalingsordning som i 2017. Med udgangspunkt i dette vil kriterierne være:

1.               Aktiv erhvervsfisker pr. 1. januar 2018

2.               Fiskeri efter torsk i Østersøen i referenceperioden 2015-2017

3.               Minimum 70 fiskedage i Østersøen i alt i 2016 og 2017

4.               Virksomhedens/fiskerens torskeandel fra Østersøen udgør minimum 20 pct. af fiskerens samlede landingsværdi, heraf skal minimum 10 pct. stamme fra hhv. vestlig og / eller østlig Østersø

5.               Virksomhedens/fiskerens landingsværdi fra Østersøen udgør minimum 30 pct. af fiskerens samlede landingsværdi.

6.               Bagatelgrænse for tilsagn sættes til 5.000 kr.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30