Home / Uncategorized / R 50 Nordvind fanger skrubber og torsk i den østlige Østersø 

R 50 Nordvind fanger skrubber og torsk i den østlige Østersø 

R 50 Nordvind. foto: renedandanell

Det er ikke mange dage mandskabet om bord på R 50 Nordvind har været på havet siden januar måned. Da Fiskeri Tidende får fat i skipper Kenn Aage Schou, ligger de lidt nordøst for Bornholm og skal snart hive for anden gang i dag.  

Men skipper har alligevel tid til en kort snak om, hvordan det går med fiskeriet. 

– Det er kun tredje gang, vi er ude og fiske siden januar. Lige nu er det skrubbefiskeri, vi driver. Der er mange skrubber derude, og afregningsprisen er oppe på 2,60 kr. kiloet. Men uden lidt torsk med i trækket, så er det svært at lave en dagsløn for min makker og mig selv, siger Kenn Aage Schou. 

I dagens første træk var der også både skrubber og torsk med. 

– Indtil videre i dag har vi fået 1.500 kg. skrubber og 150 kilo torsk i det første træk. Nu må vi se, hvordan dagens andet træk ser ud, siger skipper, som glæder sig til at komme i den vestlige Østersø igen. 

– Vi går sådan set bare og venter på, at vi må komme i den vestlige Østersø igen, så vi kan komme i gang med torskefiskeriet. Lige nu har jeg dog kun torskekvoter til omkring 10 dages fiskeri i vest, men jeg håber da på, at vi får tildelt nogle flere torsk i kystfiskerordningen, siger Kenn Aage Schou, som er med i den lukkede kystfiskerordning. 

Som bekendt er torskekvoten i den vestlige Østersø blevet beskåret kraftigt de senere år. Men for skipper er lukkeperioden endnu værre. 

– Vi vil langt hellere have lukkeperioden fjernet end fem eller seks procent flere torsk i den vestlige Østersø. Det er januar, februar og marts, der er de bedste måneder for torskefiskeriet, men lige nu må vi altså nøjes med skrubbefiskeri i den østlige del. Heldigvis er der ikke det store arbejde i skrubberne. De skal bare sorteres. Men det burde der heller ikke være til 2,60 kr. kiloet, siger Kenn Aage Schou. 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30