Home / Fiskeriet Her & Nu / R 86 Lis-Hansa finder jomfruhummeren om natten

R 86 Lis-Hansa finder jomfruhummeren om natten

R 86 Lis-Hansa. Foto: René Dandanell

– Vi fisker efter jomfruhummer i Kattegat lige for tiden. Det har vi sådan set gjort siden august sidste år, siger skipper Magnus Hansen til Fiskeri Tidende.

Klokken er lidt efter 18 onsdag aften, da avisen får fat i Magnus Hansen, som sejler som skipper på denne tur. Ejeren af fartøjet – Allan Andersen holder en velfortjent pause.

– Vi er først lige sejlet fra Sjællands Odde her for en halv time siden, og vi skal op nord om Hesselø for at fiske her i nat. Vi er på nattefiskeri i øjeblikket, for det er om natten, vi kan fange hummeren. Jeg har godt hørt, at der er masser af jomfruhummer oppe i Skagerrak, og at de fisker om dagen, men vi er blevet hernede, siger Magnus Hansen.

Jomfruhummeren bliver landet på auktionen i Gilleleje for det meste.

– Vi har et par gange landet til fiskehandleren på Sjællands Odde, men for det meste er det auktionen i Gilleleje, vi lander til. Der har været lidt lave priser, men for øjeblikket er det nogle fine priser i Gilleleje, siger Magnus Hansen.

Normalt er de to mand om bord, når de fisker efter jomfruhummer, men for ganske nylig har de fået en lærling med om bord.

– Det er fjerde nat, han skal med ud og fiske, så det er helt nyt – både for ham og for os. Men selv om vi nu er tre, kan vi stadig lave en dagsløn. Det kneb ellers lidt lige før Påske, hvor det var helt galt både med mængden og med prisen. Det har dog heldigvis rettet sig igen, siger Magnus Hansen.

Jomfruhummer og bifangstkvote er de ude og leje.

– Vi er jo nødt til at leje bifangstkvote, for vi får lidt konsumfisk med op også. Vi kan være uheldige med at få torsk op, som ikke koster noget i øjeblikket. Heldigvis får vi da også tunger med ind imellem, og de holder da en god pris, siger Magnus Hansen.

About Line Dalgaard Jensen