Home / Havnenyt / Rekordår i Thyborøn Havn med over 1 mia. kr i landingsværdi

Rekordår i Thyborøn Havn med over 1 mia. kr i landingsværdi

En af årsagerne til den store værdi, der blev landet fisk for i Thyborøn i 2018, var, at industrifiskeriet satte gik godt. Foto: Thyborøn Havn.

Thyborøn Havn har aldrig før i havnens 100 årige historie sørger for en omsætning på fisk på over 1 mia. danske kroner. Men det skete i 2018, hvor milepælen blev passeret.

Den hidtidige rekord lå på 920 mio. kr. I 2018 sneg den sig lige over milliarden og endte på 1,o1 mia. kr.

Og det selvom året var præget af lidt færre mængder på konsumfiskeriet. For prisen på fisk var høj gennem hele 2018. Det kompenserede for den mindre mængde. Til gengæld blev der i 2018 landet rigtig meget proteinfisk til fiskemelsfabrikken TripleNine – og til gode priser.

– 2018 blev for Thyborøn Havn et rigtigt godt år på fiskeriområdet. Det er fantastisk at runde milliarden med 1,01 mia. kr. i landingsværdi, og det er helt klart med til at fastholde Thyborøn Havn som en af de største og mest aktive fiskerihavne i Danmark. Det kan vi kun glæde os over,” siger havnens direktør Jesper Holt Jensen.

I de seneste år har havnen investeret i fiskeriet, og der investeres fortsat. Derfor glæder det også havnedirektøren, at det smitter af på dem, der lander fisk i Thyborøn.

– Det gør os ligeledes fortrøstningsfulde overfor vores igangværende investeringer i nye faciliteter til fiskerisegmentet, siger havnedirektøren.

Fiskemelsfabrikken TripleNine er i øjeblikket i gang med et gennemgribende byggeprojekt med anlæggelse af helt nye lossekajfaciliteter ved fabrikken. Det arbejde ventes færdigt i 2020.

Stabil godsmængde

Selvom godsmængden i 2018 ikke helt nåede rekordniveauet fra 2017, så må 2018 også siges at være et rigtig godt godsår for Thyborøn Havn. I 2018 blev der ind- og udskibet hele 1.56 mio. tons gods over kaj, hvilket for 3. år i træk placerer havnen blandt de 10-15 største godshavne i Danmark.

– Vi ligger nu stabilt over 1,5 millioner tons gods om året – faktisk for tredje år i træk. Det er den liga, vi gerne vil ligge i som Midt- og Vestjyllands erhvervshavn. Og da vi kan forklare nedgangen i forhold til 2017, så forventer jeg allerede nu, at også 2019 bliver et rigtigt godt år på godssegmentet,” udtaler Jesper Holt Jensen.

Tilbagegangen i forhold til 2017 skyldes hovedsageligt kapacitetsudfordringer på fartøjer til indvinding af grusmaterialer midt på året. Efterspørgslen på søral var høj gennem hele året.

Regnskabet venter

Hvor meget de fornemme tal smitter af på havnens regnskab er endnu ikke gjort op. Men Jesper Holt Jensen forventer, at det kan ses, selvom det måske ikke bliver på samme gode resultat som for 2017. Men et godt regnskab er nødvendigt, da der investeres meget i havnens faciliteter både på fiskeri og godsområdet.

Det er der investeret i Thyborøn Havn de seneste år

  • Fiskeauktionens faciliteter blev fordoblet ved en ombygning i 2017
  • Ny kassevaskerhal blev sat i drift i 2017
  • Nye Lossekajfaciliteter er under konstruktion til industrifiskerisegmentet. Byggeriet blev igangsat i sommeren 2018 og forventes at stå helt færdigt i 2020
  • 180 m sværgodskaj blev anlagt i 2016
  • 190 m ekstra ISPS kajanlæg er anlagt til godssegmentet i 2018

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30