Home / Fiskeri / Kommentar fra DFPOs direktør: Ressourceafgift

Kommentar fra DFPOs direktør: Ressourceafgift

Kommentar 

af Niels Wichmann, adm. direktør, Danmarks Fiskeriforening

Der tales og skrives om ressourceafgift i fiskeriet i øjeblikket, også i Fiskeri Tidende. Det skyldes, at man i Folketinget i øjeblikket behandler indførelse af ressourceafgift i dansk fiskeri. I den politiske aftale, som har tilslutning af hele Folketinget, fra 16. november 2017 står der i pkt. 15:

”15.Initiativer til udvikling af dansk fiskeri
Aftaleparterne er enige om, at man – i dialog med erhvervet – i løbet af 2018 vil finde modeller, der kan bidrage til at frigøre midler fra fiskeriet til iværksættelse af initiativer til gavn og udvikling for dansk fiskeri, herunder på kontrolområdet. Aftaleparterne vil blive indkaldt til et første møde i januar 2018. På dette møde vil aftaleparterne blive forelagt udkast til procesplan og et første idekatalog.”

 Vi spoler lidt tilbage: I december 2016 blev der lavet en aftale af et flertal uden om regeringen, hvori man forlængede opsigelsesvarslet for den danske fiskeriforvaltningsmodel, altså IOK og FKA, fra 8 år til 16 år og gav dermed danske fiskere større sikkerhed for fangstrettighederne. Stor tilfredshed med det.

Hvorfor så begynde at tale ressourceafgift og føje det ind i aftalen fra november 2017. I løbet af sommeren 2017 kom Rigsrevisionens rapport, presseomtale m.m. og det førte til at nogen i august/september begyndte at tale om ressourcerente eller toldning eller ekstra skat på fiskeriet. Det var simpelthen forfærdeligt, at nogen i fiskeriet tjente penge efter mange års smalhans – og det var endnu mere forfærdeligt, at nogen tjente mange penge. Der kom fra professorer, adjungerede professorer og andre kloge folk udtalelser om, at danske fiskere havde fået samfundsressourcer foræret kvit og frit; nogen gik så langt som at karakterisere systemet med individuelle fangstrettigheder som ”landevejsrøveri ved højlys dag”. Det blev så taget op af politikerne, nu med et helt Folketing bag.

Uden at pinde sagerne ud i teoretiske spidsfindigheder med henvisninger til økonomiske og historiske teorier kan det være på sin plads at huske et par punkter….

1. Hvorfor har danske fiskere, de fiskerettigheder, som vi har?
Fordi danske fiskere historisk har drevet fiskeri, som er grundlag for vores (Danmarks?, hele samfundets?) kvoter. Fiskeriet er foregået i mange landes farvande. Det kan ikke sammenlignes med olie og gas i undergrunden. Den har olieindustrien ikke skaffet os. Olien er i øvrigt heller ikke en fornybar ressource. Det er heller ikke sådan, at der betales olie og gasafgift, når danske virksomheder udvinder det på andre landes territorier.

2. Hvorfor blev der ikke indført ressourceafgift, da man indførte IOK for sild i 2002 – og senere for makrel og industrifisk?
Fordi Ritt Bjerregaard – og hendes embedsmænd – havde så travlt med at indkalde til konference og køre sin politik igennem, at der ikke var tid til at behandle andre modeller, hvoraf nogle indeholdt ideer om en beskeden ressourceafgift. Hvis man havde gjort det fra starten af IOK, ville det have været en del af prisdannelsen på kvoterne.

3. Hvorfor blev der ikke indført ressourceafgift, da man indførte FKA i 2007?
 Tja, vel fordi vi ikke havde det på IOK, hvor det var mest oplagt – og så blev der jo indført toldning alligevel. Man indførte muligheden for at sætte fisk til side. Fisk, som kan anvendes til andre formål, herunder især kvotebytter. Det er der generel accept af, fordi vi – erhvervet i tæt samarbejde med ministeriet – normalt bytter noget væk, som vi ikke fisker og får noget tilbage, som vi fisker. Imidlertid har man også sat fisk til side til omfordeling. Man har fra politisk hold allerede taget fra nogle fiskere og givet til nogle andre. De fiskere, der har fået frataget rettigheder, som de mestendels havde købt og troede politisk sikre, er naturligvis bitre, men har accepteret omfordelingen, fordi de blev overbevist om, at der ikke ville blive skåret flere skiver af den salami – derfor var der heller ingen, som ville gå den tunge vej og lægge sag an om ekspropriation.

En ressourceafgift i dansk fiskeri er skattepolitisk nytænkning på flere måder:

  • Dels det at særbeskatte et bestemt erhverv, fordi det nu er begyndt at tjene (for mange) penge
  • Dels at man foreslår at beskatte progressivt i forhold til omsætningen

Det kunne være interessant at overføre det på advokatbranchen, hvor den lille advokat med lav omsætning på skøder i Nørre Snede slipper med en lav procent af omsætningen, medens Kammeradvokaten skal af med en høj procent af sin store omsætning i København. Man kunne også spørge, om store besiddere burde betale en højere jordskat pr. hektar, end små jordbesiddere?

Når politikerne har besluttet en skat på dansk fiskeris omsætning – for det gør de jo nok i medfør af punkt 15. i aftalen af 16. november – skal det besluttet, hvad pengene skal anvendes til ” til gavn og udvikling af dansk fiskeri” og hvor og hvorledes administrationen skal være i dialog med erhvervet.

About Line Dalgaard Jensen