Home / Teknik / Robot i vandet giver viden om vandrende fisk

Robot i vandet giver viden om vandrende fisk

Det er denne robot, der skal indsamle DNA fra fire fiskearter og sende data til forskerne hos DTU Aqua. Foto: DTU Aqua

Lige nu venter forskere fra DTU Aqua i Silkeborg dagligt spændt på data fra havet. De tester nemlig lige nu en robot, som de har placeret på 15 meter vand, fem kilometer fra kysten.

Robotten, ESP – Enviromental Sample Processor – indsamler dagligt DNA-spor fra fire forskellige fiskearter – blåfinnet tun, rygstribet pelamide (en lille tunart), hornfisk og makrel – og sender data hjem til forskerne, som på den måde kan få mere viden om vandrende fisk i danske farvande.

Hvis robotten består testen og formår at spore fiskene via DNA og sende data afsted over en længere periode, åbner det op for muligheden for at få ny viden om især vandrende fisk, som ellers ville kræve, at man sejlede ud dagligt i en lige så lang periode og tog vandprøver, skriver DTU Aqua på sin hjemmeside.

– I modsætning til det øjebliksbillede, man kan få ved en enkelt vandprøve, vil daglige prøver fra ESP’en kunne undersøge spor af fisk, der vandrer så som fx hornfisk, makrel og tun. Hvis ESP’en er i vandet i den rigtige periode, vil vi kunne se et mønster, der går fra spor af makrel eller tun stort set hver dag til færre og færre sporinger, fordi det er ved at være tid til, at disse fisk forlader vore farvande, siger Einar Eg Nielsen, professor og leder af forskningsgruppen bag robot-forsøget.

Robotten er den eneste af sin art i brug i Europa, og den første i verden, der bruges til at måle DNA.

Arbejdet med at spore DNA med ESP’en er et samarbejde mellem DTU Aqua, DHI Group og Sveriges Landbrugsuniversitet (SLU Aqua) og er støttet af bl.a. Aage V Jensens fond.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*