Home / Fiskeriet Her & Nu / Rødspætter siden august

Rødspætter siden august

l299

L 299 Mallemukken

Trawleren L 299 Mallemukken ligger stik vest for Thyborøn og fisker, da Fiskeri Tidende får fat i ejer og skipper Jesper Kobberholm til en snak om, hvordan det går med fiskeriet i øjeblikket.

– Vi ligger herude og fisker rødspætter. Det har vi gjort siden august, hvor vi riggede om fra hesterejer. Prisen på hesterejer er god – og det har den været hele året – men der er ikke noget mængde. Det er svært at hive en dagsløn på hesterejerne, så vi er blevet i rødspætterne siden august, og hvis der ikke kommer flere hesterejer, så bliver vi nok ved med at fiske rødspætter resten af året, siger Jesper Kobberholm til Fiskeri Tidende.

Skipper er ganske godt tilfreds med rødspættefiskeriet, hvor der både er mængde og gode priser.

– Det er nogle fornuftige priser. Vi var inde i Thyborøn og losse i går aftes, og der havde vi omkring 8500 kilo rødspætter, som vi fik 13,20 kroner for i gennemsnit, så det er jeg godt tilfreds med, siger Jesper Kobberholm, som kun var i havn ganske kort tid.

– Vi lå inde i to timer, hvor vi fik is om bord, og så sejlede vi ud igen, så vi kunne være klar til at fiske her til morgen. Vi fisker kun, når det er lyst.

Den tre mand store besætning fisker normalt maksimalt tre dage, og denne tur er ingen undtagelse.

– Vi er højst ude tre dage, før vi sejler ind og losser. Så er fisken det mere frisk, hvilket afspejler sig i prisen. Nu har de meldt kuling fredag og lørdag, så vi sejler ind igen torsdag aften, og så er det nok weekend for vores vedkommende, siger Jesper Kobberholm.

Rødspættefiskeriet gør, at de er tre mand om bord for øjeblikket.

– Normalt er vi to mand ude og en mand hjemme, når vi fisker hesterejer. Men der er lidt mere arbejde med rødspætterne, som skal renses, så nu er vi tre mand ude, siger Jesper Kobberholm.

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55