Home / Fiskeriet Her & Nu / Rødspætterne gemmer sig for skipper på RS 112 Nette Marie

Rødspætterne gemmer sig for skipper på RS 112 Nette Marie

RS 112 Nette Marie. Foto: renedandanell

Skipper og skibsejer Johnny Ernst Sørensen har ikke just høje forventninger til dagens fangst, da Fiskeri Tidende fanger ham torsdag formiddag på jagt efter rødspætter i Kattegat nær Grenå.  

– I det første træk var der kun 150 fisk. Jeg kan ikke rigtig fange noget for tiden, så det bliver ikke til ret meget. Det er stille og roligt, lyder åbningsreplikken fra Johnny Ernst Sørensen, inden han fortsætter: 

– Fiskene bliver da solgt, men flere af dem er fulde af rogn, og priserne er derfor ikke så høje, som jeg gerne vil have.  

 Nu slæber han selvfølgelig igen, for som ene mand ombord på sit fartøj RS 112 Nette Marie er der alligevel ingen at brokke sig til. Det er bare med at justere sit udstyr, høre om de andre fiskere i området har et godt tip, klø på og krydse fingre, når klokken slår 13, hvor han skal hive næste rødspætte-fangst ind.  

Senere på dagen sejler Johnny Ernst Sørensen tilbage til Bønnerup. Det er her, at han fisker fra, og han tager ud og hjem samme dag. De korte ture har han dog ikke haft fornøjelsen af ret længe. Tidligere fiskede han nemlig i 30 år med et større fartøj på 18-19 meter, hvor han også fangede rødspætter og andre konsumfisk. RS 112 Nette Marie er 10 meter.  

 – Jeg ville gerne prøve noget andet og have lidt færre dage på havet. Det er to år siden, at jeg begyndte at fiske på denne her måde, så man kan sige, at jeg stadig er ved at lære det hele, siger Johnny Ernst Sørensen. 

 Hvis ikke fiskeriet efter rødspætter i Kattegat arter sig, overvejer han, hvor han så skal prøve lykken. Senere på sæsonen kan han sejle et andet sted hen med RS 112 Nette Marie.  

– Så må jeg sejle en tur til Hirtshals. Det gjorde jeg også sidste år, og der var fiskeriet bedre, slutter Johnny Ernst Sørensen, som straks skal tilbage til arbejdet.  

 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30