Home / Økonomi / Rødspætterne har tabt pusten de seneste måneder

Rødspætterne har tabt pusten de seneste måneder

 

Rødspættefiskeriet er en vigtig del af dansk fiskeris DNA, og rødspætterne har stor økonomisk betydning for mange fiskere. Første kvartal bød på en solid fremgang i både mængder og bruttoomsætning i rødspættefiskeriet.

Det billede har ændret sig i april og maj, hvor landingerne har været en del mindre i år, end det var tilfældet sidste år. Det har betydet, at bruttoomsætningen for rødspætter efter årets første fem måneder samlet set er faldet med 11 procent fra 126,4 mio. kroner den 31. maj sidste år til 112,8 mio. kroner i år. Mængderne er samlet set faldet fra 9.415 tons sidste år til 8.553 tons i år. Et fald på 9 procent.

Det er et markant fald i mængderne i april og maj på henholdsvis 38 procent og 24 procent, der har gjort, at en fremgang efter tre måneder er vendt til en tilbagegang efter fem måneder.

Markant fald i tilførslerne

Det er nu ikke fordi fiskerne med forårets komme er kravlet op i hængekøjen for at slappe af og hvile på laurbærrene efter de første tre måneders anstrengelser. Tværtimod.

Tilbagegangen skal ses i lyset af, at en del af flåden har forladt fiskeriet efter rødspætter i april og maj for at deltage i det historisk gode tobisfiskeri.

– Det kan vi godt mærke. Vi har ikke haft så store tilførsler af rødspætter i en periode, men nu efter at rastionsfiskeriet er slut, har vi i de seneste uger oplevet, at det er ved at vende igen, fortæller Karsten Brovn Pedersen, auktionsmester på Hirtshals Fiskeauktion.

Køberne er der

Han ser nu frem til, at han kan få flere rødspætter under hammeren i den kommende tid.

– Vi har købere nok til rødspætterne. Så jeg håber, at der kommer en stigning i landingerne nu, hvor de har tid til at fiske rødspætter igen. Vi havde med en større kvote regnet med, at tilførslerne ville stige. Det kan de nå endnu, men de skal selvfølgelig til at komme i gang, siger Karsten Brovn Pedersen.

Den gennemsnitlige kilopris har med 13,18 kroner i årets første fem måneder holdt fornuftigt stand sammenlignet med sidste år. Karsten Brovn Pedersen forventer dog, at prisen på de små rødspætter kan komme under et lille pres.

– De er nok lidt for dyre lige nu. De har ligget godt i lang tid, så vi lever nok med en lille justering, siger Karsten Brovn Pedersen.

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678