Home / Fiskeri / Rørlægning skaber ingen problemer for kemikalieforurening

Rørlægning skaber ingen problemer for kemikalieforurening

Der bliver i øjeblikket arbejdet med rørlægning af gasledninger på bunden af Østersøen – fra Rusland til Tyskland – men ifølge forskere fra Danmark giver det ingen øget risiko for, at det udløser nogle af de mange tusinde kemiske bomber, der blev dumpet i kølvandet på afslutningen af Anden Verdenskrig.

Det er forskere fra DCE, Aarhus Universitet, der har lavet en miljøvurdering af risikoen for bl.a. fiskere, og den konkluderer altså, at det stort set ikke er forbundet med en øget risiko.

– Konklusionen er, at risikoen for effekter på fiskesamfundet kun øges meget lidt over det i forvejen lave risikoniveau, skriver DCE i en pressemeddelelse.

Ifølge forskerne stammer det meste af den arsenik, der i dag findes i sedimentet på bunden af Østersøen, fra andre kilder end de kemiske våben. Samtidig mener forskerne, at koncentrationerne i dag er så lave, at de udgør en meget lille miljørisiko – også selv om udlægning af rørledningerne vil føre til, at sedimentet hvirvles op, og at de giftige stoffer derfor kan blive frigivet.

– Der er dog risiko for, at udlægning af ankre i forbindelse med rørlægningen kan forstyrre intakte kemiske våben længere nede i sedimentet, så forskerne anbefaler særlig opmærksomhed ved udlægning af ankre, advarer DCE i pressemeddelelsen.

I 1947 blev i alt omkring 65.000 tons kemiske våben dumpet i Bornholmerdybet ud for Bornholm. Det skete på dybder mellem 70 og 100 meter, og våbnene indeholdt cirka 11.000 tons kemiske kampstoffer. Det var især de russiske styrker, der var aktive med at dumpe våbnene fra de tyske styrker, efter Tyskland blev demilitariseret i tiden efter afslutningen af krigen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678