Home / Fiskeri / Samsø kræver stop for havbrug

Samsø kræver stop for havbrug

Kattegat-øen Samsø blander sig i koret af kritikere over de havbrug, som Regeringen er på nippet til at give plads til i bl.a. Kattegat. Ifølge DR Østjylland er øens politikere gået sammen om at skrive et åbent brev til Folketinget, hvor de i skarpe vendinger vil kritisere planerne.

Ifølge DR Østjylland har de lokale politikere svært ved at forstå, hvorfor Folketinget vil tillade flere havbrug, og at det i deres øjne vil være et alvorligt tilbageskridt.

– Vi har meget natur og kystnært miljø. Vi er bekymrede over den sårbarhed, som er omkring vores havmiljø. Ikke mindst den påvirkning, der er af tungmetaller, medicinrester og hundredvis af ton kvælstof fra havbrug, siger formanden for teknik- og miljøudvalget på Samsø, socialdemokraten Michael Kristensen, til DR Østjylland.

– Det kan jo egentlig sammenlignes med, at man leder spildevand direkte ud i havet, understreger han overfor DR Østjylland.

Regeringens argument for at åbne mere op for de store havbrug er blandt andet, at man samtidig stiller krav om såkaldte kompensationstiltag. Her har det været fremme, at det bl.a. skal være muslingefarme, der alene har til formål at ”opsuge” næringsstoffer fra havbrugene.

Der er fra flere sider stillet spørgsmålstegn ved, om kompensationstiltagene vil virke efter hensigten, og Michael Kristensen peger på en helt anden løsning over for DR Østjylland.

– Man kunne jo etablere et fiskeopdræt på land, hvor man bruger havvand, og får det renset på lige fod med spildevand fra private, så man er sikker på, at denne her forurening ikke belaster havmiljøet, siger han til DR Østjylland.

Såvel Danmarks Fiskeriforening som de lokale fiskeriforeninger på Djursland har kritiseret planerne, som de frygter vil føre til øget iltsvind og – afhængig af hvor havbrugene bliver placeret – vil flere havbrug i Kattegat også kunne forstyrre fiskeriet.

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678