Home / Teknik / Se og sorter fra styrehuset

Se og sorter fra styrehuset

Når først undermåler eller uønskede arter er kommet ombord, så er det for sent. De skal sorteres fra, før de forlader havet, og måske er det snart en realitet.

Et nyt redskab, Deep Vision, der kan vurdere art og størrelse på fisk i trawlen er på vej. Det bliver nu brugt til forskning, og er klar til fiskeri i løbet af de næste to år.

– Vi er i fuld gang med at udvikle systemet, som forhåbentlig kan gøre trawlfiskeriet mere målrettet og bæredygtigt, siger Kristoffer Løvall, ingeniør hos Scantrol Deep Vision.

Kamera og 3D
Deep Vision er en stor kasse med et undervandskamera, som monteres på trawlen. Kameraet tager billeder af de fisk, som passer trawlen, og i styrehuset kan man se dem live. Billederne analyseres automatisk med billedidentifikation og 3D-modellering, og den højteknologiske software bestemmer straks art, vægt og længde.

– Det ville give fiskeren et overblik over, hvad der er i trawlposen. Billederne skal kombineres med en sorteringsmekanisme, så man kun fanger de fisk, som man ønsker og give et mere effektivt fiskeri, forklarer Kristoffer Løvall.

Trawlen skal programmeres, efter hvilke fisk man ønsker at fange, og identificeres uønsket fisk, ledes de ud af trawlposen.

Fra forskning til fiskeri
Dermed vil der være mindre bifangst og discard. Ifølge Scantrol vil det give et mere etisk fiskeri og en forsvarlig forvaltning af ressourcerne i havet.

Store ambitioner, som de i 2016 også modtog Innovationsprisen på Nor-Fishing for. Siden da er systemet blevet brugt og bestilt af en række forskningsfartøjer, bl.a. Dr. Fridtjof Nansen. For forskningen betyder systemet, at de ikke behøver at tage fisk ombord for at lave prøver, og ud fra deres erfaringer, udvikles nu en ny  og mere simpel model.

Ingen fiskere har bestilt systemet endnu, men flere har vist interesse.

About Line Dalgaard Jensen