Home / Fiskeri / Skagen-fisker satser på søkogte jomfruhummer

Skagen-fisker satser på søkogte jomfruhummer

De søkogte jomfruhummere er en delikatesse, der er på vej ud på det danske marked. Foto: Fiskeri Tidende.

De søkogte jomfruhummere er en delikatesse, der er på vej ud på det danske marked. Foto: Fiskeri Tidende.

Lige nu er der primært københavnere, der får glæde af et helt nyt og unikt produkt, men over tid skulle markedet gerne udvides til andre dele af landet. Vi taler om søkogte jomfruhummere, der siden slutningen af sommeren har været at finde i Torvehallerne i København, hvor fiskehandlen HAV har taget skaldyrene i sortimentet.

Det er fisker Michael Kiil fra Skagen, der fanger og leverer den lækre spise, der er kendetegnet ved, at den bliver kogt straks efter, at den er kommet på dæk. Om bord på fartøjet er der installeret en kogemaskine, der koger de levende jomfruhummere i saltvand.

Inspirationen kom fra de øvrige fartøjer i bl.a. Skagen, der har en god forretning ud af søkoge rejer til det svenske marked.

– Jeg kunne jeg jo se, hvordan det går med vores rejebåde og søkogte rejer, og så tænkte jeg, at om det er en kogt reje eller en kogt hummer, det kan vel være lige godt, fortæller Michael Kiil til Fiskeri Tidende.

Søkogte jomfruhummer er et helt unikt produkt

Han har aftalt en fast pris med ejeren af HAV i Torvehallerne, Tommy R. Lund, på 75 kroner kiloet. Det sikrer, at Michael Kiil har en sikkerhed for, at han får en god rentabilitet ud af fangsten, der udgør en mindre del af hans samlede fiskeri, der fortsat har fokus på almindeligt jomfruhummerfiskeri.

– Men det er jo klart, at på de her dage hvor vi måske har 250 kilo store hummer og får 50 kroner kiloet for dem, og vi så kan sælge de små hummere for 75 kroner kiloet, så udgør det i den samlede mængde en stor del af omsætningen og gør en forskel, forklarer han til Fiskeri Tidende.

  • To mere er på vej
Foreløbig er det kun Michael Kiil med S 281 Frank Maiken, der kan lande søkogte jomfruhummere, men inden for ganske kort tid vil to af hans kollegaer fra havnen i Skagen også være med til at levere hummerne søkogte ved kajen. Det drejer sig om Kim Sørensen med S 42 Lista og Jess Wittus Hansen med S 84 Ida-Katrine.

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678