Home / Portrætter / Skibshandel har været hele hans liv

Skibshandel har været hele hans liv

Benn FerdinandsenMeget er sket siden starten på firmaet N.B. Ferdinandsen og Sønner A/S i Gilleleje. Dengang var der langt flere fiskefartøjer end i dag. Og udviklingen er også gået stærkt i den tid, Benn Ferdinandsen har været med. Men én ting har ikke ændret sig. Der er stadig fuld gang i forretningen.

– Vi har rigtig godt gang i handlerne lige i øjeblikket, lyder det fra Benn Ferdinandsen, der lørdag den 24. januar 2015 fylder 50 år-

Skibsmæglerfirmaet fra Gilleleje blev etableret i 1943 af Niels Børge Ferdinandsen, der var far til både Jan og Benn. I 1960´erne indtrådte Jan Ferdinandsen i firmaet, mens den 21 år yngre lillebror først for alvor kom med den 1. oktober 1982. Han ejer halvdelen af firmaet, mens den anden halvdel ejes af Jan Ferdinandsen.

På landevejen

Benn er ofte at finde i en eller anden fiskerihavn i Sverige, Danmark, Tyskland eller hvor der er købere. En stor del af arbejdstiden bruges på landevejen.

– Jeg kører mellem 40.000 og 60.000 kilometer om året, siger han.

Det er ofte ture til et af firmaets kontorer i Hvide Sande, Hanstholm, Hirtshals og Bornholm. Fillalkontorerne er en vigtig del af kontakten til kunderne. For i modsætning til bankerne, der i disse år er flyttet fra mange byer, så har N.B. Ferdinandsen holdt fast i de lokale kontorer.

– Folk står ude på havnene og venter på os. Og de laver møder med os, siger Benn Ferdinandsen.

Født ind i det

Benn Ferdinandsen har alle dage været skibsmægler. Allerede tidligt kom han med rundt i havnene på Sjælland på hans fars ture.

– Jeg kom på kontoret. I starten efter skole fik jeg lov til at køre med til for eksempel Kalundborg og Rødvig, siger Benn Ferdinandsen.

Det blev dog aldrig til ture til Jylland for skolen skulle passes. Efter en tur på handelsskole blev det til en læreplads i skibsmæglerfirmaet N.B. Ferdinandsen A/S i Gilleleje, hvor Benn Ferdinandsen siden har arbejdet.

– Jeg er født ind i det, og tiden er fløjet afsted, fortæller Benn Ferdinandsen om tiden på arbejdspladsen.

Han tilbringer mange timer på kontoret på den lidt slidte kontorstol og med udsigt til navnene på mange af de skibe, som firmaet har solgt gennem tiden. For udsmykningen på væggen er navneskilte fra de mange handler.

– Marie Viking er en laksebåd, siger han og peger på et af skiltene, mens han fortæller om de mange historier, der er knyttet til navneskiltene. Også en plakat på væggen med skipper Ole Basse fra Bornholms fartøjer er en del af historien om firmaets mange handler.

– Jeg kan næsten historierne om alle navneskiltene.

Navneskiltene er samlet gennem årene, og de fylder godt ud på væggene på kontoret i Gilleleje.

– Det startede med, at folk ikke ville have navneskiltene. Nu vil de næsten ikke af med dem, siger han.

Benn Ferdinandsen handler stadig med mange af de samme familier, som hans far handlede med.

– Jeg kender alle fædrene. I dag er der måske 2. eller 3. Generation.

Puslespillet

Meget har ændret sig i de år, hvor Benn Ferdinandsen har været med i firmaet. Ikke alene er antallet af punkter, der skal gennemgåes ved en handel, vokset voldsomt gennem årene. Den elektroniske verden har også åbnet for nye muligheder for at få puslespillet med kunderne til at gå op. For det er netop et puslespil, der skal samles, når en handel skal gennemføres.

– Jeg kan godt lide puslespillet. For handler afføder ofte flere handler, siger Benn Ferdinandsen.

I dag er en handel ikke bare mellem to kunder, hvor fiskefartøjet sælges fra én til en anden. For en handel kan bestå i, at skibet sælges til én, en del af rettighederne sælges til én anden, mens en tredje køber andre dele af rettighederne.

Og det er netop i den sammenhæng at den elektroniske kobling mellem kundernes interesser kommer til gavn. For hvor det tidligere var papirarbejde af knytte to eller flere parter sammen til en handel, så er det nemmere med elektronikkens hjælp. Men der er stadig en række arkivskabe i firmaet, hvor papirerne for de mange skibshandler er samlet. Og derfor kan N.B.Ferdinandsen også finde tilbage til mange ældre dokumenter.

For Benn Ferdinandsen er enhver handel spændende. Og det er uanset om det er en lille jolle eller et stort fiskefartøj, der skifter ejer. Men i dag kan en handel ikke gennemføres i løbet af otte dage, pointerer han.

Rettighederne er også blevet en væsentlig del af forretningen.

– Det har hjulpet os. Vi har meget handel med rettigheder, og udlandet er også vigtigt for os, konstaterer han.

Unge er bevidste

Og selvom der tales om trænge tider for fiskeriet, så er der stadig handler i gang.

– Folk bliver lidt mere optimistiske, og vi oplever flere handler, siger Benn Ferdinandsen.

At der er økonomi til køb vidner aktiviteten om. Især har handel med fiskerettighederne øget aktiviteterne siden FKA´ens indtræden i 2007.

Ifølge Benn Ferdinandsen er kravet i dag, at man er fleksibel og har mange muligheder.

– Dem, der kan rykke rundt, er positive. Dem, der for eksempel kun har garn i Østersøen og ikke kan rykke sig, de har det hårdt, konstaterer Benn Ferdinandsen.

Men det er blevet mere omfattende at indgå en handel. Der er 37 punkter, som firmaet gennemgår inden handlen er på plads, og der stilles mange spørgsmål, inden én kunde når frem til en handel.

– Det er en meget speciel niche. Og vi skal være inde i det, og spørger blandt andet til kw-dage, TR 2 for eksempel, siger skibsmægleren.

– Vi er nødt til at vide, hvad folk vil fiske. Kunderne ved nogenlunde af erfaring, hvad de vil, konstaterer han.

Blandt kunderne er også unge fiskere.

– Der er begyndt at blive lidt flere unge. Nordefter har vi lige haft en handel med en 22-årig, siger Benn Ferdinandsen og peger på, at mange af de unge er meget målrettede.

– De ved, hvilken slags fiskeri de vil drive. Når de kommer til os, har de talt med rådgivere, banker og revisorer.

Familiemenneske

Skibsmæglervirksomheden tager meget af Benn´s tid. Derfor er der heller ikke plads til så mange hobbier eller fritidsinteresser.

– Det tager meget af ens tid at sælge skibe. Og når jeg ikke sælger skibe, så passer jeg min familie, konstaterer han.

For de mange timer i firmaet, hvor hans kone Lotte i øvrigt er ansat, gør, at han nyder det stille liv med familien. Han har dog en lille båd liggende i havnen, hvormed han kan drive fiskeri.

– Men jeg har ikke fisket de sidste fem år, siger han.

At han selv nærmest er født ind i firmaet betyder ikke, at næste generation står klar i kulissen. For de to drenge på henholdsvis 19 og 22 år skal ikke presses ind i det.

– Men en af dem har vist interesse, siger han og øjner måske en ny kompagnon i selskabet med familienavnet Ferdinandsen.

For Benn selv har der aldrig været tvivl om hans vej.

– Jeg har aldrig drømt om andet end at sælge skibe, siger skibsmægleren fra Gilleleje.

 

Benn Ferdinandsen fejres lørdag den 24. Januar 2015 med en reception i Fiskernes Hus, Havnevej 3, Gilleleje. Receptionen foregår mellem 13 og 17.

 

 

 

 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30