Home / Fiskeriet Her & Nu / Skiftet fra rødspætter i Nordsøen til jomfruhummer i Kattegat

Skiftet fra rødspætter i Nordsøen til jomfruhummer i Kattegat

RI 158 Lyngvig og skipper Niels Martin Sørensen er sejlet i Kattegat for at prøve lykken med jomfruhummer. Arkivfoto: Fiskeri Tidende

– Nu har vi aldrig prøvet at fiske efter jomfruhummer før, så det har ikke været så godt fiskeri de seneste dage, men vi satser da på, at vi kommer ordentligt i gang med det, siger skipper og ejer af fartøjet RI 158 Lyngvig, Niels Martin Sørensen.

Det er normalt hjemhørende i Hvide Sande, hvor der fiskes efter rødspætter i Nordsøen. Men på grund af dårligt vejr i Nordsøen har de ligget stille i en måned. Så noget skulle der gøres.

– Vi havde så trawl til jomfruhummerfiskeri liggende, og så sejlede vi herom, hvor vi ankom lørdag. Men som sagt, så har vi aldrig prøvet det før, så der er lige nogle justeringer, der skal på plads, inden vi forhåbentlig begynder at fange nogle jomfruhummere, siger Niels Martin sørensen.

Efter et par dages fiskeri uden det store held, besluttede skipper, at der skulle gøres noget.

– Så sejlede vi op til vodbinderen i Strandby for at få justeret grejerne, og nu har vi lige været på nattefiskeri med et enkelt træk, for at afprøve trawlet, siger skipper, som ikke mangler hjælp fra andre fiskere.

– Der er mange af vores gode kollegaer, der kommer med gode råd til os, og folk er bare flinke til at hjælpe, men nu skal vi vist lige have givet lidt mere kæde hist og her, og så håber vi, det bliver bedre. For i nat havde vi kun 20 kilo jomfruhummere med hjem, siger Niels Martin Jørgensen.

Da det er første gang, skipper fisker efter jomfruhummer, har han ikke nogen kvote – men de er til at komme i nærheden af.

– Vi har lidt kvote på tunge og rødspætter i Kattegat, men jomfruhummer må vi ud og leje, og det er da heldigvis til en fornuftig pris. Vi har ikke lejet så mange her fra begyndelsen, men lejeprisen er fornuftig – op til omkring fire kroner kiloet, siger skipper Niels Martin Sørensen.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666