Home / Udland / Spøgelsestejner er et problem i Norge

Spøgelsestejner er et problem i Norge

Miljøorganisationen Hummerhuset har fundet mange fiskeredskaber fra hummerfiskeriet, der er tabt på havbunden og fortsat ”fisker” – de såkaldte spøgelsesredskaber. Det drejer sig om tejner, garn og ruser, lyder det fra organisationen, der har fundet redskaberne langs kysten ved Rogaland og Hordaland på vestkysten af Norge.

– På vore dyk fandt vi i gennemsnit spøgelsestejner for hver 60 til 80 meter på en dybde mellem seks og 30 meter. Vi taler om flere hundrede tejner, garn eller ruser på bare nogle få dyk, skriver Hummerhuset i en email til Fiskeribladet Fiskaren.

Fiskeridirektoratet i Norge er enige i, at der er mange tabte redskaber på bunden – bl.a. fra hummerfiskeriet, og at de udgør et problem, fordi de bliver ved med at ”fiske”, selv om de ligger på havbunden.

Myndighederne peger ifølge Fiskeribladet Fiskaren også på, at tejnerne overlever længere end tidligere, fordi materialerne er mere slidstærke. Det taler også for, at problemet vil være voksende i fremtiden.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678