Home / Teknik / Støtteordning har givet bedre fiskeri

Støtteordning har givet bedre fiskeri

De støtteordninger, der har været led i den europæiske hav og fiskeri fonds støtte til fiskeri, har haft en god effekt for fiskeriet. Det fortæller John Bech-Larsen fra Thyborøn Trawlbinderi, der oplever at fiskerne har turdet forsøge mere i deres valg af redskaber til fiskeriet.

– Fiskerne er ikke bange for at prøve noget efter at der kom en tilskudsordning, forklarer John Bech-Larsen.

Derfor er der også blevet arbejdet på at forbedre de nuværende fangstredskaber. Thyborøn Trawlbinderi er et af de vodbinderier, der har udnyttet ikke mindst erfaringen fra mange års virke indenfor branchen og kombineret den med de muligheder, som støtteordningerne har givet. Konklusionen har været, at grejerne skal have en større volume. Derfor bruges der i stor stil også det lettere materiale med dyneema tæller – iøvrigt fra en dansk leverandør – til at gøre grejerne større.

Materialet er dyrere, men det giver samtidig mulighed for at øge højden af grejerne uden at øge belastningen markant. Tidligere blev dyneema især brugt i bagposen, men i dag anvendes det også i fortrawlen.

– Og der bliver ved med at blive brugt selvom det er dyrt, konstaterer John Bech-Larsen fra Thyborøn Trawlbinderi.

Et af de fartøjer, der har fået grejer fra Thyborøn Trawlbinderi er L 549. Foto: Michael Holm Sørensen.

Søger arbejdskraft

Faktisk er succesen så stor, at der mangler mandskab på vodbinderierne.

John Bech-Larsen fortæller, at der er 12 mand i Thyborøn, 6 mand i Hvide Sande og 8-10 mand hos ES-Trawl i Hanstholm, da Trawlbinderiets ejer også har andel i ES trawl

har vi en Vodbinder i alle havne på Vestkysten.

– Vi arbejder sammen som et firma, og vi kunne også øge omsætningen, hvis vi fik flere folk, siger John Bech-Larsen og nævner, at der er masser af jobmuligheder for dem, der vil oplæres.

Problemet med manglen af arbejdskraft kommer også til udtryk i ordrebøgerne, hvor der skal tænkes over, hvor meget arbejde der kan tages ind i hallerne, når der også skal være plads til at yde service til kunderne, når grejerne er leveret.

Skrevet af René Dandanell

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30