Home / Havnenyt / Strandby Havn ansætter ny havnechef

Strandby Havn ansætter ny havnechef

Claus Hjørne Pedersen, bestyrelseformand for Strandby Fiskerihavn I/S, bliver fritaget for nogle opgaver med ansættelsen af Christian Heidemann Andersen som ny havnechef. Foto: Strandby Fiskerihavn I/S

Udviklingen på Strandby Havn er så positiv, at det har skabt en udfordring for havnen. Der er nemlig ikke flere ledige kvadratmeter på havnen, og det kombineret med flere nye fartøjer, der er på vej, så står Strandby Havn med en opgave med at finde en farbar vej fremad.

Det har fået havnens bestyrelse til at ansætte en havnechef, der skal tage over for en række opgaver, som den hidtidige formand for havnen, Claus Hjørne Pedersen, ellers har varetaget.

Men med nye opgaver i Danmarks Fiskeriforening for Strandby-formanden er der simpelthen blevet for få timer i døgnet til at løse opgaverne. Så for ikke at sætte havnens fremdrift i stå, så har havnen ansat den 42-årige Christian Heidemann Andersen i en nyoprettet stilling som havnechef på Strandby Fiskerihavn I/S.

Hans opgave bliver at få Strandby Havn til at udvikle sig sammen med erhvervet for at indfri et ønske om vækst og udvikling for havnen. Og der er godt gang i udviklingen. Eksempelvis har Jobi  Værft i løbet af kort tid øget mandskabsstyrken fra 10-12 mand til 40-50 mand, samtidig er de aktive fiskeeksportører i god gænge.

Den nye havnechef Christian Heidemann Andersen har en baggrund som ingeniør og forlader en stilling som projektleder i Forsvarets Ejendomsstyrelse i Hjørring. Det er hans byggetekniske baggrund, der har fået havnen til at vælge ham til jobbet.

Christian Heidemann Andersen er startet i jobbet, og han kommer til at stå for den strategiske udvikling i samarbejde med bestyrelsen.

About Line Dalgaard Jensen