Home / Fiskeri / TAC for brisling i Nordsøen er på vej ned

TAC for brisling i Nordsøen er på vej ned

ICES var åbenbart for optimistiske, da de i juni 2015 fremlagde rådgivningen for brisling i Nordsøen. For på et videnskabeligt togt senere har de ikke fået bekræftet det, der sidste sommer lød som en ganske god rådgivning. Derfor anbefalede ICES i deres seneste rådgivning, der kom den 30. juni, at TAC for brisling i Nordsøen skal skæres ned fra de nuværende 355.000 tons.

En af hurdlerne er, at ICES i deres rådgivning fastsætter deres kvoteår fra 1. juli til 30. juni, mens TAC er blevet uddelt fra 1. januar til 31. december. Derfor taler EU-Kommissionen nu om nedskæring allerede i år. I NaturErhvervstyrelsen forventes det derfor, at TAC for brisling bliver nedjusteret i løbet af sommeren på baggrund af ICES melding.

For de danske fiskere er brislingekvoten i Nordsøen af stor betydning. 85 procent af EU TAC´en tilhører således dansk fiskeri. Der har derfor været forhåbninger om, at brislingefiskeriet i år kunne være med til at kompensere for den meget lave tobis-kvote tidligere på året, men nu bliver også brislingfiskeriet presset.

Danmarks Fiskeriforening PO og Danmarks Pelagiske PO har derfor mødtes med NaturErhvervstyrelsen om brislingerne. Begge organisationer lægger vægt på, at man fra dansk side helst ser en fastholdelse af TAC´en.

For ikke alene vil en beskæring af TAC i indeværende kvoteår betyde lavere indtjening, det vil også skabe en række problemer for de fartøjer, der allerede har disponeret deres andele for i år.

NaturErhvervstyrelsen har tilkendegivet, at der er stor forståelse for de forvaltningsmæssige udfordringer, som der vil følge med en reduktion i TAC’en, men har samtidig påpeget, at en reduktion af TAC’en er højest sandsynlig er uundgåelig.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30