Home / Fiskeri / Thybyrøn Havn er gået igang med byggeri af nyt havnekontor

Thybyrøn Havn er gået igang med byggeri af nyt havnekontor

Sådan kommer Thyborøn Havns nye havnekontor til at se ud, når det står færdigt i maj 2019. GRAFIK: Thyborøn Havn.

Omkring den 1. maj 2019 ventes administrationen af Thyborøn Havn at flytte i nyt kontorhus. I 2017 besluttede bestyrelsen at bygget et nyt havnekontor i stedet for en renovering af det eksisterende. En renovering ville blive for dyr, da den nuværende bygning er nedslidt og utæt. Derfor blev fire arkitektfirmaer bedt om at give deres bud på at bygge nyt, og havnens bestyrelse har valgt et forslag fra Arkitec A/S i Herning.

Der var mange parametre, som vægtede ved udvælgelsen af det rigtige projekt. Ud over arkitekturen, så var også indretningen, materialevalg, og dermed lave vedligeholdelsesomkostninger, samt energioptimering nogle af de vigtige parametre. Samlet set endte projektet fra Arkitec som vinder med hele 9,54 point ud af 10 mulige.

– Arkitec A/S kom med et rigtigt godt bud på et nyt havnekontor. Det er en flot bygning, den er velindrettet og er foreslået opført i gedigne materialer, som vil kunne holde i Thyborøn. Det er samtidig en bygning, der er ligetil at bygge og dermed ikke forventes at rumme overraskelser i negativ retning i den videre proces, fortæller havnedirektør Jesper Holt Jensen.

Byggeriet af det nye havnekontor er gået i gang på pladsen lige ved siden af det nuværende kontor. Det skyldes, at placeringen er vigtig, da havnekontoret gerne skal have en god udsigt over havnen og især indsejlingen.

Den nuværende bygning fortsætter indtil omkring 1. maj 2019 med at rumme havnekontoret, og når de er klar til indflytning og det er sket, så skal den gamle bygning rives ned. Ved at kunne fortsætte i de nuværende lokaler indtil det nye byggeri står klart, undgår kontoret at skulle flytte undervejs i processen.

 

Det nye havnekontor bygges lidt højere end det gamle havnekontor for at tage højde for klimaforandringerne og risikoen for stigende vandstand. Havnekontoret får et nettoareal på ca. 574 m2 og forventes at stå færdig omkring 1. maj 2019.

//tekstboks//

Fakta om byggeriet

Det nye havnekontor, der bygges ved siden af det nuværende, får et bruttoareal på 726 kvadratmeter. Havnekontoret placeres en etage højere end i dag, hvilket øger oversigten fra kontoret. Byggeriet ventes at koste ca. 7,2 mio. kr. Bygherre: Thyborøn Havn. Arkitekt: Arkitec A/S, Herning.

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30