Home / Fiskeri / To år mere til at afprøve fiskernes redskabs-ideer

To år mere til at afprøve fiskernes redskabs-ideer

Har du en god ide, til hvordan vi kan gøre fiskeredskaber mere selektive?

Så er DTU Aqua klar til at hjælpe med at gå fra tanke til handling. I tre år har FastTrack-projektet arbejdet med at gøre det lettere og hurtigere at få redskabsændringer gennem EU-systemet – og de nu fortsætter projektet yderligere to år.

– Nu kører projektet videre, hvilket vi selvfølgelig er glade for. Det har jo vist sig, at mange fiskere ligger inde med gode forslag til mere selektivitet, men hvis det tager for lang tid fra idé til virkelighed, så kommer de mange gode idéer ikke videre, siger projektlederen for FastTrack, seniorforsker Jordan P. Feekings fra DTU Aqua i Hirtshals.

Ud af skrivebordsskuffen
I de tre år projektet har kørt, er der kommet mange brugbare ændringsforslag til mere selektive fiskeredskaber fra de danske fiskere.

Indtil nu har forløbet været, at fiskere med egnede løsningsforslag til mere selektive redskaber, har søgt om betaling for selve ændringen af redskabet og test af redskaberne. Herefter har FastTrack overtaget den videre dokumentation og sørget for, at ændringen er kommet hurtigere igennem EU-systemet.

– Sådan vil det også være i de næste to år. Den del fortsætter uændret, lyder det fra Jordan P. Feekings.

Workshops?
Med forlængelsen kører projektet altså videre i minimum to år endnu. Som noget nyt vil DTU Aqua også gerne bruge de næste to år på at mødes med fiskerne.

– Vi vil også gerne over de næste to år afholde tema-workshops med deltagelse af fiskere, der oplever problemer med et fiskeri i forhold til landingspligten, der nu er indført for alle kvoterede arter. Det kunne eksempelvis være i fiskeriet efter hvilling, eller det kunne være selektiviteten i fiskeriet med todelte fangstposer, lyder det fra Jordan P. Feekings.

FastTrack er et samarbejde mellem Danmarks Fiskeriforening PO og DTU Aqua.

About Line Dalgaard Jensen