Home / Fiskeriet Her & Nu / To træk efter tobis var nok

To træk efter tobis var nok

Onsdag eftermiddag er trawleren R 254 Katrine-Kim på vej til Hirtshals med dagens last, da Fiskeri Tidende fanger skipper Niels-Jørgen Nielsen til en snak om, hvordan det går med fiskeriet i øjeblikket.

– Vi er på rationsfiskeri efter tobis, og det er gået godt i dag. Vi er på vej ind til Hirtshals med 34 tons tobis i lasten. Vi sejlede omkring 19 mil ud i morges kl. 3 og efter to træk havde vi altså 34 tons tobis, siger Niels-Jørgen Nielsen.

Det er anden uge, fartøjet er på rationsfiskeri efter tobis. Men det er langt fra alle dage, de har været ude.

– Vi var også ude sidste uge. Men det var kun tirsdag og onsdag. Derefter blev det blæsevejr, og vi har ikke været ude siden – indtil altså i dag, siger Niels-Jørgen Nielsen.

Skipper er godt tilfreds med afregningsprisen for tobis – tror han da nok.

– Altså nu har jeg ikke set en afregning endnu, men efter hvad vi hører, så kan vi få op til 1,15 kroner kiloet. Og så er det godt fiskeri, siger Niels-Jørgen Nielsen, som har en ekstra mand med om bord i øjeblikket.

– Normalt er vi tre mand om bord, men vi har lige fået en lærling med. Det skal nok blive lærerigt for ham, for efter tobis regner vi med at gå i rødspætter. Når det er slut, rigger vi om til jomfruhummer, som vi fisker efter både i Skagerrak og Kattegat, siger Niels-Jørgen Nielsen.

Helst ville skipper fiske efter en helt anden art og i et andet farvand.

– Vi ville jo helst fiske efter torsk i Østersøen, men det har de skåret kraftigt i. Vi har da stadig lidt torskekvote, men det vil vi gemme til de sidste tre måneder af året. Når vi er færdig med jomfruhummerfiskeriet i efteråret, sejler vi hjem og holder lidt ferie, og så vil vi altså fiske torsk de sidste tre måneder, siger Niels-Jørgen Nielsen.

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55