Home / Fiskeri / Tobis-eventyr i sigte med højeste kvoter i 10 år

Tobis-eventyr i sigte med højeste kvoter i 10 år

Det er mere end 10 år siden, de danske industrifiskere har haft mulighed for et så godt tobisfiske, som det der venter på dem fra midnat mellem fredag og lørdag i denne uge. EU har nemlig meldt årets tobiskvoter ud, og det giver dansk fiskeri en samlet tobiskvote på 458.000 tons.

Fiskerne skal helt tilbage til 2005 for at finde tobiskvoter på det niveau, og de høje kvoter glæder miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

– Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at sikre de højeste samlede fiskerimuligheder for tobis siden 2005. Det har været en erklæret målsætning for mig, at den gode biologiske rådgivning også skulle munde ud i flere fisk i de væsentlige områder og gode indtjeningsmuligheder til erhvervet, siger Esben Lunde Larsen.

Danmark råder over 94 af den samlede tobiskvote i EU, og det forestående tobisfiskeri kan derfor – hvis kvoten bliver fisket helt op – resultere i en enorm omsætning for fiskerne i tiden frem til omkring Sankt Hans, hvor fiskeriet traditionelt ebber ud.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet vil fiskeriet optimalt kunne give fiskerne en omsætning på omkring 600 millioner kroner. Det er baseret på en kilopris på 1,30 kroner for tobis, når de lander dem til de danske fabrikker i Thyborøn, Hanstholm eller Skagen.

– Jeg har haft en rigtig god dialog med erhvervet i hele processen, og nu skal vi sammen sikre, at vi får det bedst mulige udbytte af kvoterne. Selv om det ikke lykkes at fiske alle kvoterne fuldt ud, ligger der rigtig mange millioner og venter forude for erhvervet, siger Esben Lunde Larsen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678