Home / Fiskeri / Tobisfiskeriet har fået en rullestart

Tobisfiskeriet har fået en rullestart

Aldrig er der på de to første uger af sæsonen blevet losset så mange tobis til fiskemelsfabrikkerne som i år

De danske fiskere kan i år glæde sig over at have fået en tobiskvote på 458.000 tons at fiske på. Det er den største kvote i ti år. En stor kvote gør det dog ikke alene. Fiskene skal også findes og fanges. Fiskeriet efter tobis begyndte den 1ste april, og efter de to første ugers fiskeri ser det ud til, at der er de mange tobis i havet, som både fiskere og biologer forventer. Der er derfor store forventninger til, at fiskeriet i år med længder vil overgå 2011, som var det bedste år de seneste 10 år. I hvert fald er der aldrig tidligere efter de første to ugers fiskeri blevet landet så mange tobis til de danske producenter af fiskemel- og fiskeolie FF Skagen, FF Hanstholm og TripleNine, som det er tilfældet i år. I de første to uger blev der landet 46.000 tons. Svarende til 10 procent af den danske kvote. Det skal dog bemærkes, at der i tallene, som kommer fra fabrikkerne selv, også indgår landinger fra udenlandske fartøjer. Det er dog danske fiskere, der sidder på langt størstedelen af tobiskvoten. Grafikken herunder viser landinger pr. uge og landinger akkumuleret

KILDE: Marine Ingredients Denmark

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55