Home / Fiskeri / Torsk og havpattedyr æder 10 gange  fiskeres fangster

Torsk og havpattedyr æder 10 gange  fiskeres fangster

Fiskere ønsker debat, om fordelingen af havets resurser mellem f.eks havpattedyr og mennesker er fornuftig

Fiskebåt, som er interesse- og arbejdsgiverorganisation for den norske havgående fiskeflåde, havde i sidste i sidste uge deres årsmøde. Her kom det frem, at torsk og havpattedyr spiser 10 gange mere en norske fiskeres fangster. Anledningen var et indlæg på årsmødet af forskningsdirektør Geir Huse fra det norske Havforskningsinstitut , som redegjorde for Havforskningsinstituttets flerbestandsforskning. Altså hvilken betydning det for eksempel har for en art, at der fortages et stort udtag af en anden art. Han understregede dog, at forskningen endnu ikke var så langt fremme, at man inden for en kort tidshorisont ville kunne lave en rådgivning for enkeltarter, hvor sammenhængen med andre arter også indgår. – Flerbestandsforskning kan først bruges, når vi har en forskningsmæssig basis, der er god nok, og når dem, der har interesse i forskningen har taget en beslutning, om hvad der skal udnyttes af havets resurser, sagde Geir Huse. Forskningen har dog givet nogle interessante oplysninger, som Geir Huse afslørede på årsmødet. Det var tal, over hvor meget nogle arter æder af andre arter i det nordøstlige Atlanterhav og i Barentshavet. Torsk æder eksempelvis en række andre arter, og det bliver ifølge Geir Huses tal til omkring 10 millioner tons om året.

Store munde
Men nogle af de helt store munde, der skal mættes af havets resurser, er havpattedyrene. Den norske forskningsdirektør kunne fremvise tal, der afslørede, at bardehvaler æder omkring 8,5 millioner tons fisk og maritime arter i det nordøstlige Atlanterhav og Barentshavet. Tandhvaler anslås at æde omkring 5,3 millioner tons. Sælerne fortærer i samme havområder omkring 2,8 millioner tons. Forskningen fra det norske Havforskningsinstitut viser således, at havpattedyrene i det nordøstlige Atlanterhav og Barentshavet anslås at æde omkring 16,6 millioner tons fisk og maritime arter.

Eftertanke
De enorme mængder, som havpattedyrene hvert år sætter til livs, har givet stof til eftertanke blandt de norske fiskere, som nu ønsker en bred debat, om hvor stor en del for eksempel havpattedyrene skal tage af biomassen, og hvor meget der skal være til menneskene.
– Norge må være forberedt på at deltage i en debat, om hvordan havets resurser skal forvaltes, siger vicedirektør i Fiskebåt Jan Ivar Marak.

Dansk perspektiv
Selvom tallene på Fiskebåts årsmøde er fra det nordøstlige Atlanterhav, så er debatten også interessant med danske briller. Ikke mindst i Østersøen og i Kattegat, hvor sæler gør et stort indhug i torskebestanden, og fiskerne samtidig har oplevet store kvotehud i deres torskekvoter.

– Man kan godt være bekymret, for at det samme forhold gøre sig gældende i Østersøen og Kattegat, hvor både sæler og marsvin æder store mængder torsk, siger Michael Andersen, chefkonsulent og biolog i Danmarks Fiskeriforening PO. Selvom der kun er et delvist overlap af de anslået 40.000 gråsæler i Østersøen og torsk, så æder de en del torsk hver dag.

– Det giver et misforhold, når du har en ureguleret sælbestand og et meget reguleret fiskeri. Så det er en debat, man også kan tage i Danmark, siger Michael Andersen.

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55