Home / Fiskeriet Her & Nu / Torsken vil ikke gå i garnene

Torsken vil ikke gå i garnene

Hm 52. Foto: Fiskerforum/HHansen

Skipper Søren Andersen er på vej til Hanstholm, da Fiskeri Tidende får fat i ham til en snak om, hvordan det går med fiskeriet i øjeblikket. Og det er en skipper, der ikke er helt tilfreds med mængderne for tiden.

– Jeg har været omkring 16 mil ude for at røgte 100 garn, og der er ikke mange fisk. I dag har det vel givet 200 kilo i alt – dog mest torsk. Men det er ikke godt i øjeblikket. Jeg vil sige, at det er den ringeste torskesæson, jeg har været med til. I hvert fald for os garnfiskere, siger Søren Andersen.

Han undrer sig over, at torskene ikke går i garnene, når andre kan fange torsk.

– Vi har fået nogle krogfiskere heroppe, og de fanger masser af torsk i samme område, som vi har vores garn stående, så det er da mærkeligt, at de ikke vil i garnene. Jeg kan ikke forklare, hvordan det kan være, siger Søren Andersen.

Der er ikke mange fisk i Søren Andersens garn, men til gengæld er det nogle fornuftige priser, han får for sin fisk.

– Priserne er fornuftige i øjeblikket. Ja fisken har faktisk i lang tid kostet penge, så det er da altid noget, siger Søren Andersen, som altid lander sin fisk i Hanstholm.

På grund af det ringe fiskeri med garn, har han i noget tid efterhånden overvejet at skifte grej.

– Jeg har overvejet det mange gange. Jeg har indhentet pris på kroge, og jeg har fået pris på det, der skal laves om på fartøjet. Jeg har været i banken. Selv om det ikke er så meget, så løber det op i over en halv million kroner, så jeg ved stadig ikke, om jeg tør. Nu har jeg ikke selv torskekvote, jeg lejer den. Hvis jeg havde min egen kvote, var jeg nok skiftet over til krogfiskeri, men nu er jeg bange for, at jeg ikke tør, siger Søren Andersen.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666