Home / Fiskeriet Her & Nu / Tusind kg torsk i stedet for hummer

Tusind kg torsk i stedet for hummer

I regn og slud – og blæst – skal Andrea Klitbo ud.

Det hopper og danser en del på FN 226 Andrea Klitbo, og natten til torsdag var der godt gang i vinden. Så Thomas Christiansen og company er søgt i læ et stykke ud for Hirtshals.

– Vi er på fiskeri efter torsk. Normalt er vi jo jomfruhummerfiskere, men når det blæser sådan her, så må vi lige prøve noget andet. Men det er altså ikke den store succes, siger skipper.

Torskene lader vente på sig. Bare 1000 kg i løbet af natten til torsdag, er det blevet til, vurderer han, til gengæld ser de ganske gode ud.

– De er rimelige fine. Men nu får vi se, hvad vi får for dem. Priserne er egentlig ikke så gode, sådan omkring 25-30 kroner pr. kg. Tidligere har de været oppe på 30-40 kroner, siger Thomas Christiansen.

Så han ser frem til, at de kan komme tilbage til de mange jomfruhummere. Måske allerede i nat, for vinden har allerede lagt sig en smule. Men først skal de selvfølgelig ind med torskene i havnen i Hirtshals. De har været afsted i tre dage på havet, og FN 226 Andrea Klitbo sejler straks afsted igen med det samme.

– Vi er altid tre afsted. Vi er fem i det hele, som skiftes. Vi hører hjemme på Læsø, men lander også i Hirtshals eller andre steder, fortæller Thomas Christiansen, som synes, at jomfruhummerfiskeriet har været ganske godt i år.

Der har været gode mængder og fine priser. Ja, kun når der igen igen igen er affald i fangsten, daler humøret. Tidligere på året fangede FN 226 Andrea Klitbo meget malergrej og -rester, som vi også har vist har i Fiskeri Tidende, fordi de ødelagde fisk og net. Masser af forskelligt skrammel ryger stadig med i nettet:

– Plastik, net og alt muligt andet lort. Der er især et område, vi kalder stakittet, hvor der altid er en masse skrammel.

About Line Dalgaard Jensen