Home / Økonomi / Udenlandske krabbefiskere vil levere til Lemvig

Udenlandske krabbefiskere vil levere til Lemvig

Efterspørgslen efter krabberne er så stor i blandt andet Frankrig og Kina, at Nordisk Krabbe Kompagni i Lemvig ikke kan følge med, hvis ikke de får flere fiskere til at levere. Foto: Nordisk Krabbe Kompagni.

Der er mangel på krabber hos Nordisk Krabbe Kompagni i Lemvig. Sådan lyder meldingen fra Lasse Kristensen, forretningsudvikler på Nordisk Krabbe Kompagni, der ejes af Jeka Fish og den norske krabbeproducent Hitramat.

Populariteten gør, at det som skulle være et nyt fiskeri for danske fiskere måske nu ender på udenlandske fartøjer. For manglen på råvarer og råbet om flere krabber til Lemvig har fået udenlandske fiskere til at interesse sig for det.

– Vi er i dialog med flere udenlandske fiskere, som ønsker at komme til Danmark for at fiske taskekrabber og konksnegle. I slutningen af september kom der for eksempel en norsk båd til Danmark for at fiske krabber, som den leverede direkte til fabrikken i Lemvig. Båden vil fiske igen i 2018, og det glæder os, at vi på den måde kan skabe mere aktivitet og liv i havnene, siger Lasse Kristensen.

Et godt tilbud

Nordisk Krabbe Kompagni håber, at flere danske fiskere vil få øjnene op for krabber og satse på fiskeriet enten som fuld tid eller i kombination med et eksisterende fiskeri, så det ikke bliver udenlandske fartøjer, der leverer. Og det er muligt at drive det sammen med andre typer af fiskeri.

– Mange både i for eksempel Norge kombinerer deres garnfiskeri med krabbefiskeri. I det første halvår fisker de deres torskekvoter, og fra juli til december går de på krabber. Nogen fortsætter også med at kombinere fiskeriet, og derved optimerer de deres drift og indtjening. Det er specielt garnbåde op til 25 meter, hvor man ikke behøver at lave meget om for at drive et tejnefiskeri, og derfor kan komme i gang uden investeringer i andet end tejner, forklarer Lasse Kristensen.

Nordisk Krabbe Kompagni vil gerne have flere i gang, og derfor har de allieret sig med Hvalpsund Net, hvor fiskerne på gunstige vilkår kan leje krabbetejner for at prøve fiskeriet

– Vi vil gerne hjælpe alt det vi kan for, at de danske fiskere kan komme i gang, og derfor er vi meget åbne for forslag og ideer. Vi kan også lave faste leveringskontrakter, hvor vi garanterer at aftage alt fangst. Hvis fiskere har spørgsmål til fiskeriet og priserne, eller ønsker at lave en leveringsaftale, er de velkomne til at kontakte Nordisk Krabbe Kompagni, lyder det fra Lasse Kristensen.

Populære krabber

Krabberne er meget populære, og de rives ned af hylderne næsten inden de er i land. Derfor efterspørges der flere mængder fra fiskerne, og virksomheden har allerede planer klar for en udvidelse af produktionen, hvis det lykkes at øge tilførslen.

– Efterspørgslen efter taskekrabber er steget voldsomt de sidste par år på grund af en stigende efterspørgsel i Kina, hvor de virkelig har fået øjnene op for taskekrabber. Kineserne er umættelige, siger Lasse Kristensen.

De populære krabber fra Lemvig kan altså afsættes i næsten uanede mængder i blandt andet udlandet – specifikt landene Frankrig og Kina er vilde med krabberne. Derfor er de fortsat på jagt efter fiskere, der vil levere til fabrikken.

– Vi vil gerne have flere råvarer. Krabberne er derude. Det ved vi fra vores egen båd, som blot på 6 ture i november fiskede 27 tons. Vores norske venner er meget imponerede over kvaliteten på taskekrabberne fra Vesterhavet. Vi har også set, at der er mange taskekrabber i Limfjorden, hvor vi har lavet nogle forsøg, siger Lasse Kristensen.

 

Billedtekst:

 

Det kræver investering i tejner, hvis man skal i gang med fiskeriet efter krabber, men Hvalpsund Net udlejer dem, hvis man vil forsøge sig. Arkivfoto: René Dandanell.

 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30