Home / Fiskeri / Vandtemperaturen er steget i Nordsøen og Skagerrak

Vandtemperaturen er steget i Nordsøen og Skagerrak

Det går faktisk rigtig godt med fiskebestandene i Nordsøen og Skagerrak. De er i vækst, lyder det i en statusrapport fra Norge, der hvert år kigger på tilstanden i de to farvande. På grund af en lav fiskeridødelighed er de fleste af bestandene nu på bæredygtige niveauer, lyder det i den norske rapport.

Men der er dog et men! For vandtemperaturen er høj sammenlignet med langtidsmålinger, og der er ved at ske et skift i det plankton, som fisken lever af.

Dyreplankton fra sydlige farvande er på vej til at overtage Nordsøen og Skagerrak, og det kan betyde, at for eksempel tobisen skal finde nyt mad. For den lever af den lille dyreplankton Calanus finmarchicus som nu er ved at blive udskiftet med Calanus helgolandicus.

Ifølge rapporten er der to årsager til det varmere vand:

  • Der strømmer varmt vand ind fra Atlanterhavet på grund af ændring i havstrømme.
  • Menneskeskabte klimaændringer er har en påvirkning af de højere temperaturer.

Det varmere vand kan få en påvirkning på de fiskebestande, der er i Nordsøen og Skagerrak på længere sigt. For med ændringen i sammensætningen af dyreplankton ændres fødegrundlaget, og det kan være årsagen til en lavere rekruttering, lyder det i rapporten, som Havforskningsinstituttet i Bergen er afsender på.

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30