Home / Generalforsamling 2015 / Vi skal have politikerne på banen

Vi skal have politikerne på banen

Fiskerne stiller helt klare krav til de danske politikere. Det slog formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen, fast med syvtommersøm, da foreningen lørdag formiddag afholdt sin første ordinære generalforsamling efter dannelsen for et år siden.

– Vi skal snart have noget ro, så vi ikke hele tiden får ny politik og nye regler. Og det gælder både fiskeripolitik og miljøpolitik, lød det fra Svend-Erik Andersen, da han aflagde sin mundtlige beretning for generalforsamlingen.

Han forklarede, at han igennem foråret har været rundt til en lang række generalforsamlinger i lokalforeningerne under DFPO, og at han fra sin deltagelse kunne trække en række helt klare budskaber frem fra fiskerne.

Han nævnte, at der også er et krav fra fiskerne om, at fiskerne får ordentlige økonomiske rammevilkår – et ønske der har direkte adresse til de finansieringsmuligheder, som fiskerierhvervet har, hvor man som fisker fx ikke kan låne til realkreditlignende vilkår, men er nødt til at låne til højere renter end landbruget.

– Og kan vi så snart få gjort noget ved de direkte trusler fra sæl og skarv, tilføjede han med tydelig adresse til, at især det kystnære garnfiskeri er ved at gå til på grund af de store mængder sæler, der æder fangsten og ødelægger fiskeredskaber.

– Det er på lige netop de områder, vi har brug for, at politikerne nu kommer på banen, understregede han.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678