Home / Fiskeri / Vindmøller giver penge til oprensning af havne

Vindmøller giver penge til oprensning af havne

Thyborøn Havn. Foto: renedandanell

To af de største fiskerihavne, Hanstholm og Thyborøn, får nu en ekstra bevilling til oprensning af havneområderne på samlet 9 mio. kr. De fem mio. kr. er målrettet Hanstholm Havn og fire mio. kr. går til Thyborøn Havn.

Det er Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der har haft et godt øje til de to fiskerihavne.

– Begge havne er centrale knudepunkter for det lokale erhvervsliv i Thisted og Lemvig. Det er afgørende, at vi har fokus på fortsat at sikre vækst og udvikling i den maritime sektor. Det er oplagt at støtte de to kommuner, der har bidraget til at sikre, at der kan etableres nye testpladser til prototypevindmøller ved Østerild og Høvsøre, så deres havne fortsat kan udvikle sig og skabe lokale jobs og vækst, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Regeringen ønsker at understøtte oprensningerne i Hanstholm og Thyborøn Havne. Den foreslåede bevilling skal understøtte havnenes videre udviklingsplaner og blanddt andet gå til at afholde udgifter i forbindelse med, at Thyborøn Havn overtager forpligtelsen til at oprense havneområderne samt at staten kan oprense mere sand som følge af, at Hanstholm Havns udvides.

Oprensningen er med til at sikre, at storme ikke tilsander havbunden, og at havnene har den fornødne dybde til, at større skibe kan bruge havnene. Når havne udvides, medfører det øget sandmængder, som skal renses.

 

Thisted er glade

At bevilingen, der ventes sat på Finansloven fra 2019, har lokal opbakning ses også ved, at flere lokale folketingsmedlemmer er ude og bakke op om bevillingen.

– Ved at prioritere udvidelsen af Hanstholm Havn, så større skibe kan komme ind, er vi med til at skabe grobund for både fastholdelse og udvikling af nye jobs i og omkring havnen. Det betyder enormt meget lokalt, at havnen kan gå ud og tiltrække nye erhvervsmuligheder, siger erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Også ejeren af havnen i Hanstholm, Thisted Kommune, er positive overfor støtten, der ventes at være en bevilling på fem mio. kr. i 25 år, svarende til 125 mio. kr.

-Thisted Kommune er meget positive overfor, at regeringen vil prioritere de ambitiøse udvidelsesplaner i Hanstholm Havn. Udvidelsen vil skabe bedre rammer for at tiltrække en større fiskeindustri til gavn for udviklingen lokalt, siger Thisted Kommunes borgmester Lene Kjeldgaard (K).

 

Thyborøn er glade

Regeringens plan omkring støtten til Thyborøn Havn er en bevilling på fire mio. kr. årligt, idet Thyborøn Havn ønsker at få overdraget opgaven med oprensning fra 2020.

– Ved at få en statsligt bevilling til at overtage oprensningsforpligtelsen til Thyborøn Havn får havnen friere rammer til selv at tilrette og drive havne fremadrettet, siger Lemvig Kommunes borgmester Erik Flyvholm, der er venstremand.

Og han får støtte fra de konservative.

– For Thyborøn og Lemvig Kommune er havnen væsentlig for arbejdspladser, vækst og aktiviteter. Derfor er jeg glad for, at regeringen prioriterer at give den nødvendige økonomiske håndsrækning, som sikrer havnens drift og arbejdspladser i femtiden, siger den konservative fødevareordfører Orla Østerby.

Forslagene indarbejdes på forslag til finanslov for 2019. Beslutningen om ekstra bevillingerne til Hanstholm Havn og Thyborøn Havn sker i forbindelse med Aftale om etablering af yderligere testpladser til prototypevindmøller ved Østerild og Høvsøre.

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30