Home / Fiskebranchen / Vodbindere har ligget vandret i tobissæsonen

Vodbindere har ligget vandret i tobissæsonen

Foran Nordsø Trawl i Thyborøn er to mand i færd med at reparere et tobistrawl. Siden den 1. april har virksomheden haft travlt med reparationer af grej til tobisfiskeriet. Men snart kan medarbejderne hos firmaet få et velfortjent pusterum, for de har knoklet siden januar måned i år.

– Det er ikke kun i tobissæsonen, at vi har travlt. Vi har alle haft overarbejde siden den 14. januar. Og der har været folk på arbejde hele tiden – også weekend og helligdage. Inden sæsonen gik i gang, lavede vi nye trawl – lige som vi gennemgik gamle trawl og poser for fejl. Da så sæsonen gik i gang, fik vi travlt med at reparere grejerne. Så når tobissæsonen slutter, er der tid til at få lidt ferie og en velfortjent pause, inden brislingesæsonen går i gang, siger Flemming Ruby fra Nordsø Trawl.

Ikke kun lokale

Det er ikke kun fiskere fra Thyborøn, som har brug for vodbindernes færdigheder, når tobissæsonen er i gang. En havn, hvor der kan losses til en fiskemels- og fiskeoliefabrik, vil der helt naturligt komme andre fiskere til. Det har de også mærket hos Nordsø Trawl.

– Det er ikke kun de lokale fiskere, vi har haft som kunder. Der er mange svenskere, der losser fisken her i Thyborøn. Og vi har da også haft nogle skotter, som har trængt til at få repareret tobistrawl, siger Flemming Ruby.

Også eksport

På trods af ekstra travlhed på grund af en god tobissæson, er det ikke sådan, at Nordsø Trawl er afhængige af tobisfiskeriet. Det så man blandt andet i 2016, hvor tobiskvoten var noget nær ikke-eksisterende.

– Vi havde også travlt sidste år, selv om der ikke var mange tobislandinger. Det hænger sammen med, at vi laver meget til eksport. Så vi er ikke afhængige af en god tobissæson, selv om det naturligvis er dejligt, når vi får et år, som vi har nu. Også selv om det betyder, at vi ligger vandret og arbejder over i fem til seks måneder, siger Flemming Ruby.

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening
kv@dkfisk / (0045) 2019 4678