Home / Fiskeri / Yngre fiskere får lettere adgang til tilskud til første fiskefartøj

Yngre fiskere får lettere adgang til tilskud til første fiskefartøj

Lempelse af krav til ansøgere på tilskudsordningen ”Yngre fiskeres førstegangsetablering” indføres 1. juli. Læs om tilskudsmulighederne her.

Tilskudsordningen for yngre fiskeres førstegangsetablering har været åben for ansøgninger siden 3. juli 2017. Kravet til ansøgerne om, at de skal være registreret som aktive erhvervsfiskere med A-status, lempes. Lempelsen træder i kraft den 1. juli 2018.

Hvad er ændret?
Kravet om, at ansøgeren enten skal have opnået blåt bevis eller skal have været registreret som aktiv erhvervsfisker med A-status i minimum 5 år, erstattes nu med et krav om, at ansøgeren skal have opnået blåt bevis eller kan dokumentere at have opfyldt vilkårene for at være registreret som erhvervsfisker med enten A- eller B-status i minimum 5 år.

Det betyder, at yngre fiskere, som ikke haft eget fartøj, men har været ansat på et fartøj, får lettere ved at blive omfattet af betingelserne for at få tilskud.

Hvem kan søge tilskud?
Du skal fortsat være under 40 år på ansøgningstidspunktet, du må ikke tidligere have været registreret med et fartøj i Fiskeristyrelsens fartøjsregister, og du skal være erhvervsfisker med A-status på ansøgningstidspunktet.

Hvad kan du få tilskud til?
Du kan få tilskud til at købe dit første fiskefartøj. Fiskefartøjet skal fortsat opfylde nedenstående kriterier:
• Fartøjet skal være mellem 5 og 30 år gammelt
• Fartøjet skal være under 24 m langt
• Fartøjet skal tilhøre et flådesegment, hvor der ikke er overkapacitet
• Fartøjet skal være udstyret til havfiskeri

Hvor stort tilskud kan du få?
Du kan få tilskud på op til 25 pct. af fartøjets anskaffelsespris, dog maksimalt 500.000 kr. Der er afsat 10 mio. kr. i alt på ordningen. Tilskuddene uddeles efter først-til-mølle-princippet, og ordningen lukker den 1. oktober 2019, eller når der ikke er flere midler i puljen.

Sådan søger du
Tilskudsordningen administreres af Fiskeafgiftsfonden. Ansøgninger sendes til Fiskeafgiftsfonden. Du finder vejledning og ansøgningsskema på Fiskeafgiftsfondens hjemmeside:http://fiskeafgiftsfonden.fiskeriforening.dk/

About Line Dalgaard Jensen