Home / Økonomi / Yngre fiskere kan nu søge støtte til etablering

Yngre fiskere kan nu søge støtte til etablering

Fra mandag bliver der åbnet for en ny national støtteordning, hvor yngre fiskere kan søge tilskud til deres første etablering som fartøjsejer. Det er tilskudsordningen “Yngre fiskeres førstegangsetablering”, det drejer sig om, hvor der i alt er afsat 10 millioner kroner.

Ordningen er en udløber af Fiskeripakken, som alle partier i Folketinget står bag, og den er konkret målrettet fiskere under 40 år, der skal have hjælp til at få det ønske fodfæste i fiskeriet med eget fartøj.

– Det er meget vigtigt, at dansk fiskeri bliver godt rustet til fremtiden, og derfor gør vi nu en målrettet indsats for at hjælpe et generationsskifte i erhvervet på vej, lyder det fra fiskeriordfører Ib Poulsen.

Sådan gør du hvis du vil søge støtte

Den ansvarlige minister, miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, har fokus på, at der er behov for, at flere yngre fiskere kommer ind i erhvervet som fartøjsejere.

– Gennemsnitsalderen blandt danske fiskere er både høj og stigende, og det er tydeligt, at der er nogle økonomiske barrierer for de unge, der gerne vil ind i erhvervet, lyder det således fra ministeren i en pressemeddelelse.

I følge pressemeddelelsen kan der gives støtte op til 25 procent af anskaffelsesprisen for et nyt fartøj, dog med et loft på 500.000 kroner.

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening
kv@dkfisk / (0045) 2019 4678