Professor i biologisk oceanografi Torkel Gissel Nielsen fra DTU Aqua har i 30 år beskæftiget sig med havbiologi, og han har aldrig før set så udbredt en enighed på tværs af både politiske overbevisninger og landegrænser om plast i havet.
– Er plastik vores største miljøproblem? I så fald, hvor er evidensen? spørger professoren og uddyber:
– Debatten er styret af følelser og ikke af fakta, for der mangler helt basal viden om plastik i havmiljøet. Hvor meget er der? Hvor er det?, og hvad sker der med det? Og hvilken effekt har det på livet i havet – og på mennesker? Vi har slet ikke svar på disse grundlæggende spørgsmål endnu, siger Torkel Gissel Nielsen til DTU Aquas hjemmeside.
Helt konkret kommer han med et eksempel fra fisk og fiskeriet. Der er nemlig blevet fundet mikroplast i maver og tarme på fisk, men gør det dem nu også uanvendelige som menneskeføde, som nogle påstår?
– Uanset hvor du fanger fisk – om det er i Kattegat eller nede ved New Zealand – så vil der være et lille stykke plastik i tarmsystemet hos mellem ti og 50 pct. af fiskene. Men vi ved ikke, om det har en betydning for fisken som fødevare. Vi har påvist, at mikroplastik kan passere gennem dyr og blive udskilt igen med afføringen. Det samme sker for mennesker, for plastik passerer ikke tarmvæggen. Men vi ved ikke, om det er tilfældet for nanoplastik, og vi ved heller ikke, om de kemikalier, plastikken kan transportere med sig, udgør et problem. Vi kender med andre ord ikke de sundhedsmæssige konsekvenser af plastik, siger han.
Skaffer mere viden
Professoren har beskæftiget sig med plastik i havet i flere år og har bl.a. været med til at undersøge udbredelsen af plastik på strækningen Danmark- Sargassohavet syd for Bermuda, ligesom han har deltaget i analyser af fisk og vandprøver fra Østersøen for at bestemme indholdet af mikroplast i begge dele. Ingen af hans undersøgelser har ført til alarmerende resultater.
Nu er han i gang med flere undersøgelser i et nyt forskningscenter, MarinePlastic, som er et samarbejde mellem DTU, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Roskilde Universitet og Nationalmuseet, hvor målet netop er at få mere viden om plastik i havmiljøet.