af Jens Henriksen
Det er mørkt både morgen og aften. Efteråret har indfundet sig, og rundt langs de danske kyster ses pæle stå på rad. Det er bundgarnsfiskerne, der i løbet af sommeren har gjort klar til deres højsæson. Pælene er slået, garnene efterset og sættes nu ud. Resten er op til naturen.
Der er intet nyt under solen. De fleste har prøvet det før, gennemsnitsalderen blandt bundgarnsfiskerne minder mere om den typiske danskers pensionsalder.
Årsagen hertil skal findes i lovgivningen, det er nemlig ikke muligt at overdrage tilladelsen til ålefiskeri til yngre kræfter. En ålelicens er personlig og bortfalder med ejeren. Samtidig giver loven kke mulighed for at udstede nye licenser.
Et bæredygtigt fiskeri
Konsekvensen er, at om få år eksisterer dette kystnære og skånsomme fiskeri ikke længere.
Ikke alene bortfalder en kulturarv, man fjerner også noget, der er en stigende efterspørgsel på. Nemlig fødevarer, der er høstet uden nævneværdig indgriben og manipulation af naturen.
Bundgarnsfiskeriet er et passivt fiskeri, hvor fisken selv svømmer ind i garnet. Her svømmer de rundt indtil fiskeren kommer for at røgte. Undermålere kan lukkes levende ud igen, således at de kan reproducere sig selv og holde den lokale bestand sund.
Bundgarnene flyttes ikke og har mange steder stået på samme position i generationer, så bundgarnsfiskeren har stort incitament til at gøre dette. Han ved godt hvad han skal leve af i fremtiden.
Men hvilken fremtid?
Selv hvis et generationsskifte bliver muligt, bliver det svært at opretholde erhvervet.
Sparsomme investeringer
En ålelicens er kun gældende i 1 år ad gangen, og sendes først ud til fiskeren et godt stykke inde i det år den gælder. Det betyder i realiteten, at alt grej som hidrører bundgarnsfiskeriet er værdiløst fremadrettet.
Derfor investeres der kun sparsomt, ingen ved hvilke regler de er underlagt næste år.
På trods af, at ingen er herre over hvilke arter og hvor mange fisk der går i garnet, er bundgarnsfiskeriet også underlagt kvoter og lukkeperioder hvor der ikke må fiskes.
Eksempelvis er der indført en 3 måneders lukkeperiode midt i højsæsonen. Det giver ingen mening, når der på samme tid er begrænsning på hvor mange ålebundgarn den enkelte bundgarnsfisker må benytte.
Et oprør udefra
Bundgarnsfiskerne er få, og vant til at stå tavst op mod vinden når det stormer. Men denne storm er unaturlig og skabt i et politisk rum, hvor al fornuft tilsyneladende ikke har haft adgang.
Oprøret må komme udefra, men det er svært når den almindelige forbruger ikke kender forholdene, og har mistet kontakten med hvad der er naturligt og sundt.
Mange tror, at en laks eller ørred er rigtig god hvis den er tyk og kødet er rødt/orange. Sandheden er, at sådanne fisk er klækket i et dambrug, herefter bliver de kønsmanipuleret sådan at de alle er hunner. Der er nemlig gode penge at tjene på rognen. Derpå fedes de op i bure, hvor forebyggende medicinbehandling mod evt. sygdom er en del af fodderet. Den flotte farve er ej heller naturlig, den justeres løbende ved hjælp af farvestoffer.
Ålen kan også findes som opdræt, men det er ikke lykkedes at få den til at formere sig kunstigt. Derfor er alle opdrætsål fanget som små (ca. 5-10 cm.) i sydeuropa, hvorpå de fragtes til farme rundt i hele europa til opfedning. Det kan bestemt ikke være gavnligt for bestanden at fiske på de mindste individer. I Danmark er mindstemålet 40 cm.
En saga blot
Måske er tiden bare løbet fra denne stille fiskeriform, som gennem tiderne har leveret årstidens fisk til danskerne.
Bundgarnsfiskerne må indstille sig på, at deres livsværk langsomt svinder ind til en saga blot.
Men det virker paradoksalt.
Alt imens den moderne forbruger kræver ansvarlighed overfor både dyrene og naturen, så gør lovgiverne det sværere og sværere for dem, som kan leve op til disse forbrugerkrav.
Bevar det danske bundgarnsfiskeri før det er for sent.
