Brexit-kompensation overskygger alt andet

EU, Brexit og Brexit-reserven var på programmet, da der mandag blev afholdt EU-debatmøde i Hanstholm

EU-Kommissionen har meldt ud, at Danmark får omkring to mia. kr. fra Brexit-reserven pga. Brexit, og at omkring 1,1 mia. heraf skal bruges på fiskeriet. 

Men Danmarks Fiskeriforening er utilfreds med, at regeringen har meldt ud, at der ikke bliver tale om en direkte kompensation til de fiskere, der har mistet fiskerettigheder.

– Kompensation til fiskeriet pga. Brexit overskygger alt andet i dansk fiskeri lige nu, lød det bl.a. fra formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, da der mandag blev afholdt et EU-debat-møde i Hanstholm.

– Vi har svært ved at se, hvordan vi kan bruge det, regeringen har meldt ud lige nu. Vi vil gå i dialog med regeringen for at finde ud af, hvordan og hvorledes Brexit-reserven kan udmøntes. For selvfølgelig skal man have erstatning, når man som fisker mister kvoter, for at en aftale kan komme på plads, sagde Svend-Erik Andersen.

Med til mødet var ligeledes Venstres fiskeriordfører, Torsten Schack Pedersen samt Søren Gade, medlem af Europa-Parlamentet og anden næstformand i Parlamentets Fiskeriudvalg.

De to kunne bakke DFPO’s formand op:

– Den endelige aftale fulgte ikke teksten, som vi var blevet enige om i Parlamentet. Men tolkningen af aftalen er vigtig. At man ikke kan bruge pengene på fiskeriet er en dansk tolkning. Vi skal følge med i, hvordan de andre lande tolker aftalen. Jeg er overbevist om, at eks. franskmændene udbetaler kompensation til deres fiskere, lød det bl.a. fra Søren Gade.

Også Torsten Schack Pedersen, som torsdag i denne uge har indkaldt fiskeriminister til samråd om Brexit og kompensation, var på linje med DFPO.

– I forhold til kompensation, er jeg enig med Svend-Erik Andersen og Søren Gade. Og man bør også finde ekstra penge til ophugning. Statsministeren sagde i Skagen, at hun ikke ville lade fiskerne hænge. Så vi skal finde en rimelig og retfærdig løsning for de fiskere, der har mistet kvoter, sagde Torsten Schack Pedersen.