af JENS BORUP, BESTYRELSESFORMAND, FF SKAGEN
Det er ikke noget nyt indenfor fiskerierhvervet, at biologer/politikere og fiskere år på år strides om kvotefastsættelserne. Efter 50 år i branchen har jeg været vidne til lidt af hvert. Men nu er det efterhånden gået så vidt med overforsigtigheden i kvoterådgivningerne fra DTU Aqua’s biologer, at jeg er blevet decideret harm.
Det drejer sig om kvotefastsættelsen for arten tobis, som er en af de absolut vigtigste arter indenfor industrifiskeriet. Siden 2005 er kvoterne for tobis blevet fastsat ud fra såkaldte skrabetogter på havets bund, som skal indikere, hvor god tilgang der er af nye tobis til bestanden.
Dette års skrabetogt i det såkaldte område 2 langs Jyllands vestkyst var det næstbedste siden metoden blev indført i 2005. Det fik hele fiskeindustrien til at glæde sig, for det måtte naturligvis afføde en høj kvote. Vi var ikke i tvivl om, at det måtte være den eneste logiske sammenhæng.
Men vi skulle have vidst bedre end at glæde os for tidligt, for hvad gjorde biologerne? De mente simpelthen, at nogle af skrabene måtte være for gode til at være sande, og derfor lavede de et hurtigt nyt såkaldt interbenchmark, fordi man frygtede, at de skrabetogter, der var, ville give en så høj kvote, at Det Internationale Havundersøgesesråd, ICES, ikke ville anerkende beregningen – og dermed landede kvoten væsentligt lavere, end skrabetogterne oprindeligt gav anledning til. Biolog ved DTU Aqua og medlem af ICES, Mikael van Deurs, har udtalt til Fiskeritidende, at det var for at ”please” ICES, at man lavede denne interbenchmark. Det kom der en nedjustering fra langt over 100.000 tons til blot 62.658 tons ud af i det område, vi kalder område 2. En overforsigtighed, der førte til næsten en halvering af kvoten.
Norge 3,5 dobler deres tobiskvote
Vender man blikket mod Norge, er situationen imidlertid helt anderledes. Her er kvotesystemet sat op, så det rent faktisk giver mening. Her fastsætter man ud fra biologisk rådgivning en kvote ved starten af sæsonen, men denne kan opjusteres i løbet af sæsonen, i takt med at man måtte blive klogere på, hvordan det så rent faktisk ser ud derude på havet. ICES rådgivningen for Norges såkaldte område 3 anbefalede en kvote på 155.072 tons, men nordmændene lagde forsigtigt ud med en kvote på 70.000 tons. Denne blev sidenhen hævet til 110.000 tons – men efter de første ugers fiskeri og sideløbende videnskabelige undersøgelser har de fundet, at der er virkelig mange tobis derude og har derfor netop hævet kvoten til 250.000 tons – dvs. 3,5 gange så meget som startkvoten!
Kontrasten er slående. Det føles unødvendigt at sige, at det simpelthen ikke kan passe, at kvotefastsættelserne kan være så forskellige, for tallene taler deres tydelige sprog.
Norges model forvaltes af modige norske biologer og politikere, som tør følge, hvad de rent faktisk når frem til på videnskabelig vis – samtidig med at biologerne og politikerne herhjemme gemmer sig bag en uforklaret overforsigtighed – men hvorfor? Det skylder de simpelthen at give et klart og tydeligt svar på, for vi kan ikke blive ved med at se på, hvad jeg vil gå så langt som til at kalde hykleriske beslutninger på hele industriens vegne.
Det er vigtigt at forstå om tobissæsonen, at den alle dage har fungeret som et boost til de lokale kystfiskersamfund langs Nord- og Vestjyllands kyst. Et boost som vil kunne mærkes som ringe i vandet for lokalsamfundene, som nyder godt af fiskernes øgede indtjening. Et boost der på den måde vil sprede sig som ringe i vandet i Vandkantsdanmark. Det gælder både indtjening og arbejdspladser. Det skal politikerne bare være klar over, når de vælger at reducere kvoterne så dramatisk, når Norge med sine opjusteringer viser, at det faktisk står rigtig godt til med bestandene.
