DFPO: Debatten om trawlfiskeri er fyldt med påstande

Det skal være fakta og ikke påstande og følelser, der styrer debatten om en ny havplan i Danmark

I løbet af foråret 2022 skal der forhandles en ny havplan på plads, og her er det vigtigt, at den nye havplan sikrer, at havmiljøet forbedres. Men der skal fortsat være plads til alle aktører på havet, og fiskeriet må ikke komme i sidste række.

Sådan lyder det bl.a. i et debatindlæg i dag på Altinget.dk fra formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

 

Fakta skal være i centrum

Formanden kommer også ind på debatten om trawlfiskeri i Danmark, hvor han opfordrer til, at man holder sig til fakta og ikke lader sig drive af følelser alene. 

– For det første er det vigtigt at få på plads, at trawlfiskeriet i dag kun foregår på en begrænset del af havet. Vi fanger 75 procent af vores fisk i 10 procent af havet. Og i dag bliver der ikke trawlet på cirka 70 procent af det danske havareal, lyder det fra Svend-Erik Andersen i debatindlægget.

Han henviser desuden til forskerne på DTU Aqua, som siger, at effekten af trawlfiskeriet varierer fra område til område, og at der i nogle tilfælde slet ikke ses effekter af trawlfiskeriet på havmiljøet.

I et notat til Folketinget skriver DTU Aqua:

“Et totalt forbud mod bundtrawling forventes dermed ikke at øge biodiversiteten af fisk, havpattedyr og fugle, med mindre det suppleres med restriktioner på brugen af andre redskaber.”

– Af samme notat fremgår det også ganske klart, at påstandene om, at trawlfiskeriet er en stor klimasynder, ikke har noget på sig. Det skyldes simpelt sagt, at den CO2, der er lagret i havbunden, findes på langt dybere vand end der, hvor de danske fiskere trawler, påpeger Svend-Erik Andersen.

 

Samarbejde er vejen frem

I marts 2021 viste Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Naturfredningsforening, at man kommer langt med dialog og samarbejde, da de i fællesskab fremlagde et forslag til at sikre en markant beskyttelse af det danske hav. 

Konkret viste de to foreninger i fællesskab vejen til 10 procent urørt hav i Nordsøen, Skagerrak og Østersøen.

– Forslaget krævede vanskelige sværdslag. Men det lykkedes at lande en aftale, som begge parter kunne se sig selv i. En stor sejr for begge parter og et klart og tydeligt bevis på, at man faktisk kan finde løsninger gennem dialog og samarbejde, lyder det fra Svend-Erik Andersen.

Hele debatindlægget i Altinget.dk kan læses her

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort sit regnskab for 2023, og tallene taler deres tydelige...

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort...