Kære minister, kan du klare alle 3 erhverv?

Hirtshals-fisker stiller spørgsmålstegn ved, om Rasmus Prehn (S) kan klare alle tre ministerier
af Claus Kirkegaard
05 apr 2022

Mikael Borup, som er fisker fra Hirtshals, stiller i et debatindlæg i Nordsøposten spørgsmålstegn ved, om Rasmus Prehn (S) kan klare det store arbejdspres ved at være minister for tre resorter - fødevarer, landbrug og fiskeri.

Hvordan kan een person kapere alt det, der kræves i din stilling, for at fuldt ud gøre jobbet 100 procent og så for tre områder på een gang? Jeg forstår det ikke, og kommer til at tænke, om det ikke også ville være svært at være politimand og opretholde færdselsloven, køre Formel 1, mens man samtidig er dagplejemor. Jeg slider lidt med at se, det er foreneligt, akkurat som det at være minister for tre erhverv, der på grund af situationen i Europa fortjener rigtig megen fokus, grunder Mikael Borup altså over i sit debatindlæg.

Og selv om både landbrugsområdet og fødevareområdet er under pres, så mener Mikael Borup, at fiskeriet er et af de erhverv, der er under hårdest pres for øjeblikket.

- Fiskeriet er underlagt kontrol, kontrol, kontrol og udstillet i medierne som værende grådige kæmpe kvotekonger med milliarder på kontoen, og som snyder og bedrager sig til en masse fisk. Dansk fiskeri er jo SÅ meget mere og alt andet end det, ja, faktisk er det fortalte i medierne vedrørende kvotekonger kun en meget, meget lille eksklusiv håndfuld eller to af fiskere, som kan siges at være en del af det, lyder det fra Mikael Borup.

- Jeg mener ikke, at een person kan varetage alle tre, og man bør dele det op, så du kan få hjælp til at bringe nogle af de stolteste og ældste erhverv i landet op på et niveau, hvor de er omstillet til den grønne version 2.0.

Flere Nyheder