Debatindlæg af Ole Hansen, Bagenkop, også bragt i Politiken
DEN 1. MARTS skrev jeg et brev. Jeg sendte det til regeringens ministre og partiernes ordførere. Jeg har ikke skrevet til Folketinget før. Jeg har heller aldrig skrevet et læserbrev før. Men min situation er i dag så desperat, at jeg måtte forsøge. Bare et eller andet.
Jeg er 53 år. Jeg er fisker. Og det har jeg været, siden jeg var 15 år. Jeg fisker fra Bagenkop.
Da jeg startede, var der mange fisk. Fiskeriet har aldrig været en guldgrube.
Men jeg har tjent nok til at leve et godt liv. Jeg har klaret mig ved at fange torsk på det tidspunkt på året, hvor jeg fik den bedste pris. Og lagt om til nye arter eller fisket i andre områder, når det var magre år.
Men i dag er der så få fisk, at jeg er tæt på at kaste håndklædet i ringen. Det er det, jeg har skrevet til politikerne om. At jeg snart er nødt til at stoppe.
Og når jeg og de andre kystfiskere stopper, er det ikke bare et erhverv, der stopper.
Det er en kultur. Og fiskere, der gerne vil levere god frisk fisk til alle.
Jeg kan læse alle steder, at man gerne vil fremme det skånsomme fiskeri, og at mit fiskeområde nu skal være trawlfrit.
Men jeg føler, at jeg og mine kollegaer står helt alene. Vi kan ikke mærke den politiske vilje nede på båden. Nede på havnen og ude på vandet. Jeg kan kun læse om den i aviserne. I årevis har vi fiskere sagt, at forureningen blev værre. Fiskene forsvandt. Iltsvindet tog til.
Storebæltsbroen gjorde også noget ved vores område. Og fra RGS Nordics udløb på Vestsjælland spreder der sig et stort område, som fiskene ikke vil være i. I 2016 førte en ulykke i Fredericia til, at 4.000 tons kvælstof fossede ud i Lillebælt. Det kunne fiskerne mærke. Der blev igen færre fisk.
OG SÅ ER DER det helt store problem. Sælerne.
Lige meget hvor jeg sætter mine garn, æder sælerne fiskene i dem. De fisk, der altså er tilbage. For både sæl-og skarvbestandene er nu så store, at fiskebestandene ikke kan følge med.
Det nytter ikke noget at pege fingre ad nogen fiskere. At placere skylden hos os og sige, at vi selv har ‘ overfisket’, som man kalder det. For det store spørgsmål er ikke, hvis skyld det er. Men hvad man vil gøre ved det. Jeg fik ikke ret mange svar på det brev, jeg sendte til politikerne på Christiansborg. Og de svar, jeg fik, kan jeg ikke bruge til noget. Det er bare flere ord og ingen handling.
Hvis I vil kystfiskeriet, kære politikere, så skal i handle nu. Skarv og sælbestandene skal reduceres til i hvert fald det halve.
Og kystfiskerne i Østersøen skal have oplægningsstøtte, indtil fiskene er tilbage.
Og så har vi brug for mere end ord i forhold til mange af de andre udfordringer, vi står med. Vi har brug for handling.
For uden en håndsrækning og en massiv indsats for at få flere fisk til mit område bliver jeg – og langt de fleste af mine kolleger – nødt til at hive båden på land.
For altid.
