Venstre: Reguler sælerne og hjælp fiskerne

Venstres Marlene Ambo-Rasmussen kræver handling og regulering af sælen

At sælerne mæsker sig i torsk og inficerer fiskene med parasitter, er ingen hemmelighed for fiskerne.

Det rammer erhvervet hårdt, hvilket har fået Venstres Marlene Ambo-Rasmussen til tasterne. I et debatindlæg i Fyns Amts Avis tager hun debatten op og påpeger, at situationen er gået for vidt: 

– Derfor lyder Venstres og min klare opfordring, at vi hurtigst muligt får sat ind for at regulere sælbestanden omkring Østersøen, så fiskerne og lokalsamfundet kan få tryghed omkring deres hverdag og indtjening.

 

Økonomi og lokalsamfund

Problemet ifølge Marlene Ambo-Rasmussen er, at sælerne er blevet for mange.

Oveni er fiskekvoterne i især Østersøen blevet beskåret så voldsomt, at det lokale fiskeri er sendt direkte mod lukning. Både økonomien og lokalsamfundene er pressede.

– Derfor er det selvfølgelig også skuffende, at vi står tilbage med to fodslæbende ministre, Rasmus Prehn (S) og Lea Wermelin (S), som begge affejer den virkelighed, at sælbestanden udgør en betydelig erhvervsøkonomisk skade lige p.t., og som først vil genoptage drøftelser om regulering af sælbestanden til efteråret, lyder hendes kritik.

 

Kig mod Sverige

Anderledes ser det ud i Sverige, forklarer Marlene Ambo-Rasmussen:

– …kigger vi over Øresund, er den svenske regering allerede i fuld gang med at regulere sælbestanden til gavn for fiskerisektoren. Det har de faktisk gjort siden 2019, hvor man vurderede, at den svenske andel af sælbestanden i Østersøen er i såkaldt gunstig tilstand.

Hun undrer sig over, hvorfor Danmark ikke gør det samme. Svaret fra ministrene er, at den danske del af gråsælbestanden er i ugunstig bevaringstilstand.

– Ja, nok er Østersøen bred, men det er svært at forestille sig, at sælbestanden skulle se markant anderledes ud her på den danske side af farvandet, skriver Marlene Ambo-Rasmussen.

Bøgsted: CO2-afgift på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Kristian Bøgsted havde onsdag skatteministeren i folketingssalen, fordi han mener, at en CO2-afgiften på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Bøgsted: CO2-afgift på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Kristian Bøgsted havde onsdag skatteministeren i folketingssalen, fordi han mener, at en CO2-afgiften på fiskeriet...