Det østjyske muslingefiskeri synger på sidste vers

John Hansens muslingefartøjer SK 951 Musse III og SK 971 Musse IV fisker lige nu mellem Århus og Flensborg. Men fiskeriet har dystre udsigter
af Helle Kristensen
20 feb 2020

- Jeg er glad for, jeg ikke skal leve af det her om 10 år, for det synger på sidste vers, lyder det frustreret fra John Hansen der ejer muslingefartøjerne SK 951 Musse III og SK 971 Musse IV.

Fartøjerne fisker lige nu langs den jyske østkyst i farvandet mellem Århus og Flensborg. Men fiskeriet har dystre udsigter.

- Der er ingen yngel på fiskepladserne på østkysten, og det har der ikke været de sidste 4 år, lyder det opgivende fra John Hansen.

Han spår ikke det østjyske musligefiskeri mange muligheder, og han har sågar været ved at se på, om han kunne ombygge det ene af hans fartøjer, så det var muligt at fiske noget andet.

- Jeg har overvejet at bygge den ene af skibene om, så vi kunne fiske jomfruhummere i stedet. Men det er jeg gået fra igen. Jeg turde ikke binde an med det, erkender John Hansen ærligt.

Det er særligt manglen på politisk opbakning og forståelse for erhvervets udfordringer, der giver fartøjsejeren bekymringer. 

- Det er sørgeligt, at politikerne ikke vil tage ansvar. De lover, og lover, og lover, og der sker ikke en skid, lyder det frustreret fra John Hansen:

- De lukker det ene område efter det andet, men de åbner ikke op for noget til gengæld.

Fiskeriet fungerede meget bedre, da vi selv kunne forvalte det. Der kunne vi drive et fleksibelt fiskeri, og vi havde fornuftige bestande. Men i dag kan vi bare se til, mens flere og flere af vores fiskepladser forsvinder. I Storebælt har vi ventet forgæves på, at der igen blev åbnet op for fiskeriet. Men der sker ikke, konstaterer John Hansen.

Han frygter, at han inden for de næste par måneder er nødt til at lade sine fartøjer ligge til kaj, fordi der ikke er muslinger at fange.    

Flere Nyheder