Efter skidt vejr kan der igen fanges hesterejer

Hesterejefiskeriet er begyndt langt bedre i år end i 2019
af Claus Kirkegaard
26 feb 2020

Vest for Rømø ligger HV 16 Katharine og slæber efter hesterejer på en nord-syd-gående kurs. Det er ellers ikke noget, man har set den seneste uge, da vejret har holdt hesterejefiskerne i havn.

Tirsdag aften havde vinden dog løjet så meget af, at det var tid til at komme på havet igen.

- Vi sejlede i aftes omkring kaffetid ved 22-tiden. På det tidspunkt var vinden aftaget så meget, at vi godt kunne prøve at komme på havet igen. Det er så meningen, at vi er ude indtil fredag morgen, siger afløserskipper Jan Hansen.

Fiskeriet har været nogenlunde indtil videre, melder afløserskipperen. Men det er ikke som for nogle år siden, hvor der oftest var rigtig godt fiskeri efter en periode med dårligt vejr.

- Efter en god gang storm, skulle det egentlig have været bedre fiskeri, men de senere år har vi ikke set, at vi pludselig har ramt en stor stime af dem. Så vi er nødt til at slæbe noget længere tid, men det er også okay, når vi kan komme op i nærheden af 500 kg. i døgnet, siger Jan Hansen.

Han er godt tilfreds med, hvordan fiskeriet efter hesterejer er begyndt i år. Især når han husker tilbage på 2019, som egentlig bare er til glemmebogen.

- Vi har et langt bedre fiskeri i år. Der er bedre priser. De er nærmest fordoblet i forhold til samme periode sidste år. Der er lidt bedre mængder, og så har vi ingen restriktioner haft i fiskeriet. Det havde vi sidste år på det her tidspunkt, da det gode efterår i 2018 havde fyldt lagrene godt op, siger Jan Hansen.

Hesterejerne bliver landet til Poseidon i Havneby på Rømø i 20 kg. sække. Og selv om hesterejerne ikke bliver solgt på en auktion i Danmark, så ved fiskerne først om eftermiddagen, hvor meget de får for deres rejer.

- De kører med samme priser, som auktionerne i Holland, så vi kender priserne om eftermiddagen. Vi slipper så for at betale en auktionsafgift, siger Jan Hansen.

Flere Nyheder