En rigtig dårlig tur er ved vejs ende

Mange fartøjer klemt sammen på meget lidt plads i Skagerrak er årsagen til, at det har været svært at fange rejer på denne tur
af Claus Kirkegaard
11 feb 2021

Der er en lille halv time til, S 486 Sajoni er i havn i Skagen efter seks dage i Skagerrak, hvor de har fisket efter rejer. Skipper lader straks forstå, at det har været en rigtig dårlig tur denne gang, og han er langt fra tilfreds med udbyttet af turen.

- Det har ikke været godt. Det har faktisk været mega dårligt. Vi har nærmest ingenting fanget, siden vi sejlede ud fredag i sidste uge, siger skipper Henrik Terpet.

Grunden til det dårlige fiskeri skal findes i, at der er rigtig mange fartøjer klemt sammen på meget lidt plads.

- Vi er jo låst fast i den danske del af Skagerrak, og der er så mange fartøjer her, at det hele bliver gennemhøvlet, siger han.

Selv om det har været en skidt tur, er det dog alligevel lykkedes dem at fange lidt rejer.

- Vi har været i Sverige to gange i løbet af ugen med rejer. Her lander vi i Smögen, hvor jeg må sige, der har været gode priser. Men det kan slet ikke opveje de små mængder, vi har set i denne uge. Og ellers har vi da også lidt med hjem til Launis - jeg tror, det er 67 kasser, siger Henrik Terpet.

Når de kommer til kaj i Skagen, så vil de tage stilling til, hvad de skal i næste uge.

- Vi har ikke lagt planer for næste uge endnu, så jeg ved ikke, om vi sejler afsted igen med det samme. Men det er ikke sjovt at være afsted i en uge uden at få noget for det. Hvis vi er heldige, så er der et lille plus. Men det har nu ikke været det værd, så vi må se, hvad vi gør i næste uge, siger Henrik Terpet.

- Men det ender jo nok med, at vi sejler afsted igen, slutter skipper, inden han skal gøre klar til at lægge til kaj.

Flere Nyheder