Fisken må gerne snart blive delt ud

Umuligt ikke at få torsk med op som bifangst. Skipper ønsker kvoten delt ud, så torsk ikke stopper alt andet fiskeri

Skipper Jan Eriksen og fartøjet S 321 Butterfly ligger lige nord for Grenen, da Fiskeri Tidende fanger skipper til en snak om fiskeriet. Og som mange kollegaer oplever Jan Eriksen også, at der er godt med fisk – men det er den forkerte art!

– Der er godt med torsk over det hele og i alle størrelser. Det er jo et positivt tegn, men på den anden side så er det skidt, fordi vi har så lav en torskekvote i år. Derudover har vi stadig kun fået uddelt 25 procent af årets kvote. Det er meget vigtigt, at de snart bliver delt ud, for ellers kommer torsken til at bremse alt andet fiskeri, siger Jan Eriksen.

Han ligger med den faste makker gennem 25 år og fisker efter rødspætter, men det er nærmest umuligt ikke at få torsk med op også.

– Det er det samme, når vi fisker jomfruhummer. Der får vi også torsk med op. Og vi hører det samme fra vores kollegaer rundt omkring, at de også ser rigtig mange torsk – både i Skagerrak og i Nordsøen, siger skipper.

Derimod står det lidt skidt til med rødspætterne, men det er ikke unormalt på denne tid.

– Når vandet bliver lidt varmere, så skal rødspætterne nok komme. Og vi har da hørt, at garnfiskerne er begyndt at få en del rødspætter i garnene – også på Vestkysten, så de kommer nok. Men vi er jo lidt utålmodige, siger Jan Eriksen.

Han satser på, at det bliver bedre, når nogle fiskere går i gang med at fiske efter tobis.

– Når tobis-fiskeriet kommer i gang, så håber vi på, at der bliver nogle rødspætter og jomfruhummer til os, siger skipper.

På trods af at det er svært at finde frem til rødspætterne i øjeblikket, så kunne skipper ikke drømme om at sejle ud uden sin makker.

– Vi renser jo selv vores rødspætter om bord, og pludselig kommer der nogle store træk med rødspætter. Så bliver det for meget for mig at rense alene. Så må vi nøjes i den periode, hvor der ikke er så mange, siger Jan Eriksen.

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at mindske CO2-udledningen

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at...