Interesserede i at beholde auktion på Sjælland

Det har været en rigtig god periode for jomfruhummerfiskeri i Kattegat

For trawleren H273 Montana har det været en rigtig god periode, hvor jomfruhummerne nærmest selv er hoppet ombord på fartøjet. Men den dag, hvor Fiskeri Tidende får fat i skipper Jesper Mandsberg, der kan han berette om en knap så god fangst.

– De andre nætter har vi fanget omkring 3-400 kilo per nat, men i nat blev det til 150 kilo cirka. Forholdene derude var ikke særlig gode, der var alt for meget strøm. Sådan er det med fiskeriet, det går godt i et stykke tid og så vender det igen, forklarer han.

Besætningen fisker efter jomfruhummer i Kattegat mellem Hesselø og Anholdt om natten. Hver dag efter endt fiskeri sejler de tilbage til havnen i Hundested, hvor de losser de mange hundrede kilo skaldyr. Ved at sejle hjem dagligt sikrer skipper, at kunderne får de friskeste råvarer og han de bedste priser.

– Vi losser igennem Gilleleje Fiskeauktion, da vi kan få de bedste priser på auktion. Priserne følger markedet og det varierer hele tiden, men vi er tilfredse. Men det er klart blevet bedre end det var under corona, fortæller Jesper Mandsberg.

Ved at losse i Hundested og sælge på auktion i Gilleleje er Jesper Mandsberg og besætningen med til at holde liv i de sjællandske fiskerihavne, hvilket er meget vigtigt for den erfarne skipper.

– Vi er meget interesserede i, at der forbliver ved med at være en auktion på Sjælland. Derfor losser vi også til dem hver gang, så den forhåbentlig bliver der. Det er jo også den sidste auktion herovre, hvis vi skulle sælge på auktion i Jylland, så når hummerne at blive lidt ældre inden de bliver solgt og det ville også påvirke priserne, siger han til Fiskeri Tidende.

Samarbejdet mellem Jesper Mandsberg og auktionen i Gilleleje er så godt, at han faktisk har fået afsat sine jomfruhummere, inden han har sat skoen på kajen i Hundested.

– Vi har talt dem undervejs og klassificeret dem, efterfølgende har jeg meldt dem ind på auktionen. Så de er faktisk solgt med det samme, og så snart jeg kommer i havn holder lastbilen fra auktionen klar til at aftage dem, afslutter han.

Danmarks Fiskeriforening indtog Foodexpo i Herning

Naturligvis var der lækre fisk på programmet, da Danmarks Fiskeriforening indtog Hal F i Messecenter Herning

Danmarks Fiskeriforening indtog Foodexpo i Herning

Naturligvis var der lækre fisk på programmet, da Danmarks Fiskeriforening indtog Hal F i Messecenter...