SK 951 Musse III: Vi har ligget til kaj i snart et år

Muslingefiskeriet langs østkysten er stort set gået i stå, så Musse III kan ikke komme ud at fiske

I Snaptun ligger SK 951 Musse III til kaj. Og det har den næsten gjort i et år nu, med undtagelse af en periode på en måneds tid, hvor den fiskede muslinger i Horsens Fjord, fortæller ejer John Hansen. For muslingefiskeriet langs østkysten er stort set gået i stå, og de seneste tre år, har der ikke været muslinger at fiske efter.

– Der er masser af yngel, men det sætter sig ikke på bunden. Jeg tør ikke udtale mig om hvorfor det ikke vil sætte sig, men det er da tydeligt, at der er noget galt, lyder det frustreret fra John Hansen.

Han har tidligere ejet tre muslingefartøjer: Musse II, Musse III og Musse IV. Men i det forgangne år har han solgt to af bådene. Musse II er solgt til hans søn, og Musse IV er solgt til en fisker i Thyborøn. I stedet har han nu fået sig en hummerbåd, for så er der da lidt omsætning at hente.

– Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg hellere vil fange muslinger, men det er stort set umuligt, som tingene er nu. Vi kan ikke fiske nogen steder. I snart tre år har vi søgt om at få lov at fiske muslinger i Storebælt, men de bliver bare ved med at sylte os. Isefjord kan vi heller ikke fiske i, og det fiskeri vi havde i Horsens Fjord, blev vi også udelukket fra, fortæller John Hansen.

Men selvom det ser sort ud, så beholder han Musse III. Den vil han ikke af med. Han krydser derfor fingre for, at muslingerne før eller siden sætter sig på bunden, så han igen kan fiske langs østkysten.

– Vi er jo låst på hænder og fødder i muslingefiskeriet, når ikke vi kan få tilladelse til at fiske nogen steder. Det er umuligt at forudsige hvor længe den skal ligge stille, men vi må jo bare tage tingene én dag ad gangen, og se hvad der sker, lyder det fra John Hansen.

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...