S 486 Sajoni: Det er bare et dårligt fiskeri

På trods af dårligt fiskeri og høje brændstofpriser tager skipper alligevel på havet

Skipper Henrik Terpet fortæller, at trawleren S 486 Sajoni i øjeblikket ligger ude i Skagerrak, hvor den fisker efter rejer – som den altid fisker efter.

– Det går virkelig ikke godt i øjeblikket. Det er bare et dårligt fiskeri herude og brændstofpriserne er virkelig høje – de er næsten ved at tage livet af os. Jeg tror nok, prisen ligger på en 6-7 kroner literen, hvilket ikke er godt, og vi får cirka 80 kilo rejer ind. Det harmonerer bare ikke særlig godt med dårlig fangst og dyrt brændstof, så kan det næsten ikke betale sig at sejle ud, lyder det fra Henrik Terpet, der fortsætter:

– Men det kan heller ikke betale sig at sidde derhjemme og vurdere, om det kan betale sig at sejle ud. Det får vi jo heller ikke rejer i lastrummet og penge på kontoen af. Så er det bedre at sejle ud og tage chancen.

Selvom fangsterne kunne være større, så har lidt også ret. Og der er da heller ikke mange klager over, hvad der kan komme med i land.

– Vi fanger en del af de store rejer, som vi koger med det samme. Alle de små, rå rejer afsætter vi til Launis, der selv koger og forarbejder dem. Kommer der nogle fisk med som bifangst, så ryger de på auktionen i Skagen. Men mængderne vi får med ind er stadig ikke fantastisk, og det er langt fra imponerende. Priserne på skaldyrene kunne også være bedre, de ligger på 120-150 kroner kiloet, det dækker dårligt for brændstoffet, forklarer skipperen.

Trawleren kører 14-dages rotation og har i denne omgang været ude siden torsdag 31. marts. Den tre mand store besætning har kun været i land, når det har været tid til at losse de rejer, som har fundet vej ind i trawlet.

Tobissæsonen står for døren

Dårlige vejrforhold forventes at give en sløj start på fiskeriet efter tobis i Nordsøen

Tobissæsonen står for døren

Dårlige vejrforhold forventes at give en sløj start på fiskeriet efter tobis i Nordsøen