SG 92 Gi-bri: Hummerfiskeriet er godt, men Østersøen er savnet

Det ville selvfølgelig have været at foretrække, hvis vi kunne fiske hjemmefra som før i tiden, siger Frank Theodorsen
af Svend Boye Thomsen
23 dec 2022

For fem-seks år siden fiskede Frank Theodorsen, der har SG 92 Gi-Bri og SG 11 Nordstjernen i Bagenkop, otte måneder om året i Østersøen og resten af året i Kattegat.

I 2022 har det været lige omvendt.

For med indførelsen af lukkeperioder og drastisk reducerede kvoter er der ikke meget tilbage at komme efter i Østersøen.

Derfor har den hovedsageligt stået på fiskeri efter jomfruhummere fra Gilleleje.

- Hummerfiskeriet har været rigtig godt. Det er det næsten hvert år. Fiskeriet i Østersøen har også været fint nok. Det har bare været i alt for kort tid. Det ville selvfølgelig have været at foretrække, hvis vi kunne fiske hjemmefra som før i tiden, siger Frank Theodorsen.

Han glæder sig dog over, at den nye regering har skudt forslaget om et trawlforbud i Storebælt, Lillebælt og Langelandsbælt til hjørne, for ellers havde det været helt slut med at lande fisk til Bagenkop.

- Det ville have lukket både fiskemodtagelsen og isværket, og så havde det været slut. Det ville have fået store konsekvenser, siger han.

Han er til gengæld uforstående overfor, at man fra politisk side har valgt at sætte kvoten på både rødspætter og på torsk i den vestlige del af Østersøen lavere, end biologerne hos ICES havde foreslået.

- Det er også irriterende, at vi ikke må gå målrettet efter at fange den kvote, vi har på torsk. Det ville være meget nemmere og langt mere CO2-venligt. Som det ser ud lige nu, så kommer vi til primært at fiske fra Gilleleje mange år endnu, siger Frank Theodorsen.

Flere Nyheder